21 september 2018 News Øresund - oberoende dansk-svensk nyhetsbyrå

1B xx

Published on februar 28th, 2018 | by Nicklas Andersen

0

Malmøs grønne obligationer fik opmærksomhed på London-børsen

2018-02-28:

Malmøs grønne arbejde fik opmærksomhed på London-børsen i onsdags. Kommunens borgmester Katrin Stjernfeldt Jammeh (S) markerede kommunens grønne obligationer ved at ringe med klokkerne og indledte handlen på London Stock Exchange. Arkivfoto: News Øresund

OPDATERET: Malmøs grønne obligationer til en værdi af 1,3 milliarder svenske kroner fik opmærksomhed på London-børsen. Klokken 8:00 onsdag morgen åbnede Malmø Kommunes borgmester, Katrin Stjernfeldt Jammeh, London Stock Exchange ved at ringe med klokkerne i børshuset på Paternoster Square i London. Det skriver Malmø Kommune i en pressemeddelelse.

De grønne obligationer adskiller sig fra andre obligationer ved, at Malmø garanterer, at de lånte penge bruges til at finansiere grønne investeringer i byen. De, som investerer i de grønne obligationer, loves at få direkte indblik i de grønne investeringer. Obligationerne har en værdi på 1,3 milliarder svenske kroner og udgør cirka 13 procent af Malmøs totale låntagning.

Den 29. november forrige år udstedte Malmø Kommune sine første, grønne obligationer i samarbejde med Handelsbanken. Dengang var interessen for de grønne obligationer dobbelt så stor som antallet af tilgængelige obligationer. Resultatet blev en lavere rente for Malmø Kommune. Malmøs grønne investeringsportefølje er på i alt cirka 3,7 milliarder svenske kroner.

– Byens verdenskendte miljøarbejde skal også gennemsyre byens finansielle arbejde. Lanceringen på London-børsen er blot begyndelsen. Andelen af grøn finansiering vil stige i fremtiden, så det kommer til at være profitabelt at satse grønt, siger Katrin Stjernfeldt Jammeh (S), Malmø Kommunes borgmester, i en kommentar. (News Øresund)


About the Author



Comments are closed.

Back to Top ↑