20 maj 2019 News Øresund - oberoende dansk-svensk nyhetsbyrå

1B xx

Published on august 28th, 2018 | by Nicklas Andersen

0

Politisk festival i Malmø satte fokus på førstegangsvælgere

2018-08-28:

Der var travlt ved Sverigedemokraternas telt under Malmedalen i Rosengård. Foto: Johan Nilsson/TT

Under navnet Malmedalen har organisationen Rörelsen Gatans Röst och Ansikte (RGRA) afholdt Malmøs første politikerfestival i bydelen Rosengård, der tiltrak politikere fra samtlige partier. Ved at koble valgdeltagelse og demokrati sammen, er man begyndt at komme fordomme om Rosengård til livs, siger RGRA.

Malmedalen. Malmøs svar på Sveriges store politikerfestival i Visby, Almedalen, som endvidere er inspirationskilden til den danske politikerfestival på Bornholm, Folkemødet. Fra den 18. august til den 26. august kunne Malmøboere samt besøgende fra nær og fjern møde politikere fra alle partierne i Riksdagen samt partiet Feministisk Initiativ.

Festivalen fungerer som en optakt til de forestående valghandlinger den 9. september, så almindelige borgere, og særligt unge, i Rosengård-området kan få en bedre fornemmelse af politikernes visioner. Og tilslutningen til arrangementet har været overraskende stor, mener festivalsarrangøren Christian Glasnovic:

– Det der overraskede mig mest, var alle de beboere, der kom, unge som ældre, og som takkede os for arrangementet. At tage Rosengård og bruge navnet på en ny platform. I medierne lyder det nemlig ofte som om, at en voldelig forbrydelse altid er knyttet til stedet, men nu har vi koblet valgdeltagelse og demokrati sammen og knyttet det til stedet, og nu kan vi begynde på at modarbejde fordommene om Rosengård, siger Christian Glasnovic til News Øresund.

Fremmødet til festivalen var lavt de første par dage, men sidenhen gik det bedre, og tæller man politibetjente samt arrangørerne med, var der over 400 deltagere per dag, siger Christian Glasnovic til Sydsvenskan.

En af de grundlæggende årsager til at afholde festivalen er blandt andet den historisk lave valgdeltagelse, der har været blandt unge beboere i Rosengård-området, skriver organisationen RGRA på deres hjemmeside. Ved valget 2014 var det blot fem procent af førstegangsvælgerne i Rosengård, der gik ned og afgav deres stemme, og på den måde er Malmedalen ligeledes et forsøg på at opfordre denne gruppe til at deltage i demokratiet.

Derudover er festivalen også et forsøg på at gøre op med Almedalens elitære indretning, mener Christian Glasnovic. I en kommentar til nyhedsbureaet TT siger han, at det kun er eliten, der er til stede under Almedalen, og alene det faktum at arrangementet foregår på en ø, får rejsen derhen til at koste en formue, hvilket ekskluderer mange fra at deltage.

(News Øresund – Nicklas Bunck Sørensen Andersen)


About the Author



Comments are closed.

Back to Top ↑