24 juni 2018 News Øresund - oberoende dansk-svensk nyhetsbyrå

1C xx

Published on februar 28th, 2018 | by Nicklas Andersen

0

Skåne skal satse mere på økologi

2018-02-28:

Skåne skal gå fra fem procent økologisk landbrug til en tredjedel for at maksimere profit, siger landbrugsøkonomen Lars Jonasson. Foto: News Øresund – Johan Wessman

Skåne er den region i Sverige, som har den laveste andel af økologisk landbrugsjord. I dag er fem procent af Skånes landbrug økologisk, og ved at øge det tal til en tredjedel vil det skånske landbrug kunne maksimere sin profit, konstaterer landbrugsøkonomen Lars Jonasson.

– Det økologiske landbrug er mere profitabelt i dag. Der er ret store forskelle. En normal landmand tjener en årsløn ekstra med økologisk produktion, siger Lars Jonasson, landbrugsøkonom, til SVT Nyheter.

Lars Jonasson har i samarbejde med Ulrik Lovang, administrerende direktør og landbrugsrådgiver hos firmaet Lantbrukskonsult AB, udregnet, hvordan Skåne kan opnå maksimal profit i landbruget: To tredjedele af Skånes landbrugsjord skal være konventionelt landbrug, mens den sidste tredjedel skal være økologisk landbrug, skriver SVT Nyheter.

I 2016 var blot fem procent af Skånes landbrugsjord økologisk, viser tal fra Jordbruksverket, som er den svenske regerings ekspertmyndighed inden for fødevarer og landbrug. Det er den laveste andel af økologisk landbrugsjord i hele Sverige, hvilket blandt andet skyldes, at landbrugsjord i Skåne er dyrere, og at økologisk landbrug kræver større markarealer. Men derfor er det stadig en god investering for landmændene, mener Lars Jonasson, som påpeger de økonomiske gevinster, økologisk landbrug har i international kontekst: 

– Det, vi ser, er, at man også på det internationale marked har bedre forudsætninger for eksportering af økologisk produkter sammenlignet med konventionelle produkter, siger Lars Jonasson til SVT Nyheter.

Udover de økonomiske gevinster ved økologisk landbrug påpeger Marianne Andersson, der er formand for Lantbrukarnas Riksförbund Skåne, en interesse- og erhvervsorganisation inden for landbrug, skovbrug og gartneri, at økologisk landbrug også kommer miljøet til gavn:

– Økologisk produktion er profitabel, og den har en anden påvirkning på miljøet, siger hun til SVT Nyheter.

(News Øresund)


About the Author



Comments are closed.

Back to Top ↑