27 april 2018 News Øresund - oberoende dansk-svensk nyhetsbyrå

Skånsk kommune og Moderaterna vil indføre forbud mod tiggeri

2017-09-06:

Moderatstyrede Vellinge kommun i det syd-vestlige Skåne kan blive de første til at indføre et lokalt forbud mod tiggeri i Sverige. Samtidig vil Moderaterna, som er oppositionsparti i Riksdagen, indføre et nationalt forbud mod tiggeri – noget som kritiseres af både partiets allierede og regeringspartierne.

Det lokale forbud mod tiggeri i Vellinge kommune er allerede vedtaget i kommunalbestyrelsen hvor Moderaterna som fremlagde forslaget, fik støtte fra Liberalerna og Sverigedemokraterna – og da partierne er i majoritet vil det også blive godkendt af byrådet.

Men den statslige myndighed Länsstyrelsen i Skåne kan stadig stoppe forslaget, hvilket er sket i en anden svensk kommune, som forsøgte at indføre tiggeriforbud allerede i 2011.  Stoppes forslaget, oplyser Vellinge kommuns borgmester Carina Wutzler (M) at man er klar til at gå videre til domstolene.

Få dage efter at Vellinge kommun stemte ja til tiggeriforbudet præsenterede Moderaterna et forslag om et nationalt tiggeriforbud.
– Vi skal ikke normalisere tiggeri på svenske gader og torve. Vi skal sætte en stopper for dette nu, siger Moderaternas retspolitiske talsperson Tomas Tobé i en kommentar til SVT.

Men forslaget har mødt kritik fra både Moderaternas samarbejdspartier i Alliansen og regeringspartierne, det eneste parti som bakker op om forslaget er Sverigedemokraterna, der længe har ønsket at forbyde tiggeriet.

Til sammenligning er det allerede strafbart at tigge i Danmark, og bryder man loven kan det resultere i en fængselsdom på 14 dages ubetinget fængsel, hvis man tigger på gågader, stationer eller i offentlig transport.

Moderaterne tager beslut om forslaget på partiets afstemning i oktober. (News Øresund)


About the Author



Comments are closed.

Back to Top ↑