21 juli 2018 News Øresund - oberoende dansk-svensk nyhetsbyrå

2C xx

Published on juni 21st, 2018 | by Nicklas Andersen

0

Sverige tæt på en fuldstændig lige kønsfordeling i statens bestyrelser

2018-06-21:

Anitra Steen er bestyrelsesformand for det statsejede, svenske selskab Akademiska Hus. Hun har blandt andet tidligere været administrerende direktør for statsvirksomheden Systembolaget og også været bestyrelsesmedlem i den dansk-svenske postvirksomhed PostNord. Foto: Olof Holdar

På nuværende tidspunkt bestrider kvinder knap halvdelen af stillingerne i Sveriges statsejede selskabsbestyrelser – 49 procent. Derudover er 48 procent af selskabernes bestyrelsesformænd også kvinder, viser en ny regeringsrapport.

”I fremtiden vil der ikke længere være kvindelige ledere. Der vil kun være ledere”. Sådan skriver Facebooks COO, Sheryl Sandberg, i sin bog Lean In: Women, Work, and the Will to Lead.

Og den fremtid er det svenske statsapparat snart trådt ind i. I Sveriges statsejede virksomhedsbestyrelser sidder der nemlig på nuværende tidspunkt 49 procent kvinder og 51 procent mænd, viser regeringsrapporten.

I disse bestyrelser er det også i 48 procent af tilfældene en kvinde, der bestrider formandsposten. Det samlede antal medlems- og formandsposter inden for statsejede virksomheder er ifølge rapporten 294.

Året før var andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer også 49 procent, men andelen af kvinder, der var formænd, var nede på 45 procent.

Udover den aktive ejerskabspolitik, den svenske regering har ført omkring statsejede selskaber, forsøger regeringen også at udligne kønsforskelle på mange andre områder: 12 ud af 24 regeringsministre er kvinder, næsten halvdelen af Riksdagens medlemmer er kvinder og en ud af tre bestyrelsesmedlemmer i erhvervssektoren er kvinder.

Fortsætter samme udvikling, regner regeringen desuden med at erhvervssektoren kan opnå en 50/50 fordeling inden for 10 år, skriver den statsunderstøttede informationstjeneste Sweden.se.

(News Øresund)


About the Author



Comments are closed.

Back to Top ↑