14 augusti 2018 News Øresund - oberoende dansk-svensk nyhetsbyrå

1E xx

Published on maj 9th, 2018 | by Nicklas Andersen

0

Valg i Sverige: Liberalerna vil skrotte skærpet afdragskrav på boliglån efter prisfald

2018-05-09:

Mats Persson (L) tilbage i 2015, hvor hans parti gik under navnet Folkpartiet. Nu hedder hans parti Liberalerna, og i forbindelse med Riksdagsvalget i efteråret har han foreslået at skrotte det omstridte afdragskrav på boliglån, som regeringen indførte i marts i år. Foto: News Øresund

Den svenske regering indførte tilbage i marts skærpede krav på tilbagebetaling af boliglån. De skærpelser vil det borgerlige parti Liberalerna fjerne, såfremt de vinder valget i efteråret.

– Vi ser stigende usikkerhed, vi ser prisfald og mindsket byggeaktivitet – særligt i Stockholm. Og da Stockholm er motoren i svensk økonomi, er det meget alvorligt, siger Liberalernas økonomipolitiske talsmand, Mats Persson, til Dagens Nyheter.

Derfor vil partiet skrotte kravet, hvis de vinder Riksdagsvalget 9. september. Partiets forslag har også mødt opbakning i den borgerlige koalition fra Kristdemokraterna og Moderaterna, mens det sidste koalitionsparti, Centerpartiet, forholder sig afventende.

At Liberalerna vil fjerne det skærpede afdragskrav på boliglån, skyldes blandt andet, at kravet har gjort det utrolig svært for unge førstegangskøbere at komme ind på boligmarkedet, fortæller Mats Persson til Dagens Nyheter.

– Det gælder ikke mindst dem, som flytter til Stockholm for at få et job og er i 30-35-års alderen. Der medvirker det skærpede afdragskrav, at man bliver tvunget til at vælge næstbedst, underskrive sorte kontrakter eller også får man slet ikke nogen bolig overhovedet.

Hos nabopartiet Kristdemokraterna er økonomisk talsmand, Jakob Forsmed, positivt indstillet over for forslaget, da han ligesom Mats Persson anser det nye afdragskrav for at have negative konsekvenser for bevægeligheden, selv for dem som er højere oppe i alderen end de 30-35-årige:

– Jeg synes, det her er et betydeligt problem. Også en del ældre påvirkes, som ikke kan flytte til en tilpasset bolig, når de lige pludselig skal afdrage op til tre procent om året, siger han til Dagens Nyheter.

Blandt den borgerlige koalition, undertiden kendt som Alliansen, er det faktisk kun Centerpartiet, som ikke tilslutter sig Liberalernas forslag. Det skyldes, at Centerpartiet hellere ser en omfattende reformering af boligpolitikken, hvor det endnu er uvist, hvordan afdragskravet skal passe ind i reformen. De har dog fra begyndelsen været meget skeptiske over afdragskravet.

(News Øresund)

Læs mere: Før nyt afdragskrav på boliglån: Bostadsrätter blev revet af hylderne

Fakta – Afdragskravet

Det omtalte afdragskrav henviser til et krav, som den nuværende regering indførte 1. marts i år. Kravet hedder på svensk amorteringskravet. Det skærpede krav betød, at de, som tager et boliglån, der er 4,5 gange så stort, som deres årlige bruttoindkomst, skal afdrage en procent ekstra om året.

Regeringen har også tidligere ændret på afdragskravene. Tilbage i 2015 bestemte de, at har man en belåningsgrad på over 70 procent, skal man afdrage mindst to procent om året. Er belåningsgraden mellem 50-70 procent, skal man afdrage mindst en procent om året.

Læs mere: Svensk regeringsrapport: Grænse på boliglån sætter en dæmper på gælden

Fakta – Valg i Sverige

Parlamentsvalget i Sverige, Riksdagsvalget, løber af stablen 9. september i år. Sideløbende med parlamentsvalget afholdes også kommunal- og landstingsvalg, som ligeledes afgøres 9. september i år.

Det svenske parlament, Riksdagen, har 349 pladser, hvor det danske Folketing har 179 pladser. For at kunne besidde en af pladserne, kræves det, at partiet som minimum har fire procent af stemmerne. Det kaldes også for spærregrænsen, som i Danmark går ved to procent.

I løbet af de næste par måneder vil News Øresund følge den politiske udvikling i Sverige op til Riksdagsvalget.


About the Author



Comments are closed.

Back to Top ↑