Følg os på

Interviews

2020 var et hårdt år for kulturen i Skåne – nye restriktioner giver mulighed for at delvist åbne op

Publiseret

 

Gitte Wille er kulturchef på Region Skåne. Foto: Region Skåne

Der er kommet nye restriktioner for kulturen i Sverige, som nu delvis kan åbne op. Efter et år med restriktioner og forsamlingsloft har store dele af kulturbranchen været helt eller delvis lukket ned under coronapandemien. Flere former for digital kultur er blevet tilgængelige, men det giver ikke nogen indtægter. I 2020 oplevede de 92 kulturaktører, som får årligt driftstilskud fra Region Skåne, et samlet estimeret indtægtsbortfald på mellem 115-125 millioner svenske kroner.

– Lige nu holder vi hånden under en sektor i krise. Og vi ser på 2020 og 2021 som midlertidige løsninger, siger Gitte Wille, kulturchef i Region Skåne.

Som alle andre steder har coronakrisen naturligvis også ramt den skånske kulturbranche hårdt.
– Alle driftstilskud og projektbidrag er blevet udbetalt på trods af at vilkårene ikke kan efterleves. Men samtidig er en stor del af virksomhedernes indtægter fra publikum eller forskellige fonde faldet væk, forklarer Gitte Wille.

I løbet af 2020 lavede Region Skåne to undersøgelser af konsekvenserne for de organisationer, som får årligt kulturbidrag fra regionen. Samlet set estimeres det, at organisationerne har aflyst omkring 5.000 arrangementer med et beregnet antal besøgende på mellem 550.000 og 600.000 i perioden januar-august 2020. Det samlede indtægtsbortfald blev beregnet til et sted mellem 115-125 millioner svenske kroner for hele 2020.
– Det er klart, at det kan have nogle langsigtede konsekvenser for branchen. Men det er ikke et sort-hvid billede. Hvordan kulturinstitutionerne klarer sig, hænger også sammen med hvilken organisationsform de har. Det er altafgørende, siger hun.

Gitte Wille ser, at det slår hårdt mod foreningerne og de små aktører, som er afhængige af bidrag ligesom freelancekunstnerne. En ny undersøgelse fra marts, som organisationen Riksteatern har lavet blandt cirka 450 svenske kommunalpolitikere fra hele Sverige, viser, at de fleste kommuner ikke ser aktuelle besparelser på kulturområdet, men at det kan blive nødvendigt fremover. Cirka 40 procent anser, at det kan blive nødvendigt at mindske kulturbidragene. Gitte Wille er bekymret for konsekvenserne af dette.
– Folk bliver mere forbeholdne når de ser, at det er svært at overleve som freelancekunstner. Så kan det blive mindre attraktivt at uddanne sig til kunstner. Det ser vi allerede nu en faldende interesse for.

Svært at få indtægter fra digital kultur

Region Skånes kulturforvaltning gav i 2020 driftstilskud til 92 organisationer, som arbejder med kultur. Der iblandt er både store teaterscener og frie teatergrupper, store og mindre museer samt forskellige organisationer og biblioteker som kan være i form af foreninger, offentlige eller private aktører. Endvidere får flere kulturaktører projektbidrag og derudover har Region Skåne tre egne kulturinstitutioner: Film i Skåne, Malmö Opera og Skånes Dansteater. Men kultursektoren i Skåne består af mange flere organisationer og private virksomheder.
– Vi har ikke det fulde overblik over krisens konsekvenser. Og krisen er jo ikke forbi. Der er stadig et forsamlingsforbud på otte personer og de fleste kulturinstitutioner har været lukket for fysisk publikum, konstaterer Gitte Wille og fortsætter:

– Det er jo en sektor, som lever af live oplevelser og det er helt umuligt lige nu. Der er en del tilstedeværelse digitalt med flere forskellige initiativer, men der er ikke nogen indtægter på streaming produkter.

Livestreamede forestillinger og koncerter, virtuelle festivaler, digitale kunstudstillinger og workshops er noget af det kulturen har kunne tilbyde under nedlukningen. For mange af kulturaktørerne har det givet vigtige erfaringer med digital teknik, hvilket også kan bruges efter pandemien. Men der er ikke kun fordele.
– Det er en stor udfordring med den digitale omstilling. Vi har en ambition om, at der skal være mere digitalt tilgængelig kultur, men der findes endnu ikke en forretningsmodel for dette. Det forventes stadig at være gratis, og vi ved ikke hvordan betalingsviljen vil udvikle sig på sigt.

Der er en stor forskel på hvilken kvalitet, viden og teknologi de forskellige aktører besidder. Det er dyrt at skaffe den rette teknik og derfor ikke noget alle kulturaktører har råd til.
– Kvaliteten spiller meget stor rolle for den fremtidige betalingsvilje. Det er klart, at det kan påvirke hvad vi er villige til at betale for, hvis ikke kvaliteten er god nok. Og for mange er den fysiske live oplevelse jo stadig det centrale, konstaterer Gitte Wille.

Selvom digital kultur og kunst giver mulighed for at nå et bredere publikum, både geografisk og målgruppemæssigt, så viser tidligere undersøgelser Region Skåne har fået lavet, at den digitale kultur ikke når bredere ud. Det er de samme grupper, som udnytter de digitale som de fysiske kulturtilbud.
– Men der er et enormt udviklingspotentiale – og vi skal helt sikkert derhen, hvor vi skal gøre det muligt at opleve en produktion på begge måder, digitalt og live, fastslår Gitte Wille.

 

Genstartsplan og nye restriktioner for kulturen
I december nedsatte den svenske regering en kommission, der skal kortlægge konsekvenserne, samle erfaringerne og synliggøre nye positive initiativer, som er opstået i kultursektoren under coronakrisen. Desuden skal kommissionen fremlægge konkrete forslag til, hvordan kulturen i Sverige kan blive genstartet og udviklet efter coronapandemien, i september.

Fra i dag, den 25. marts, har Folkhälsomyndigheten indført nye restriktioner for kulturinstitutionerne. Siden regeringen indførte et loft på otte personer for offentlige forsamlinger, har de fleste kulturinstitutioner holdt lukket. Nu indføres nye restriktioner for museer og forlystelsesparker. For museer og kunsthaller skal der være mindst 10 kvadratmeter per person, mens der for forlystelsesparker skal være mindst 20 kvadratmeter per person. Det vil give mulighed for at åbne op med begrænset antal besøgende.

For teatre, biografer, koncerter og andre kulturarrangementer med publikum gælder der stadig et forsamlingsloft på otte personer. Det forventes, at der vil blive indført differentieret restriktioner således at antallet af deltagere ved et arrangement tilpasses efter forholdene, hvor eksempelvis arrangementer udenfor eller med faste siddepladser med afstand kan have flere deltagere.
– Men smittespredningen er jo desværre ikke på retur – og vi er ret forsigtige med at åbne, men differentierede restriktioner vil være det bedste for kulturlivet for pandemien har vist os, at vi behøver kulturen i vores liv. Samtidig befinder vi os i en historisk krise. Balancen mellem at mindske smittespredningen og passe på den mentale sundhed, den balanceakt er svær, siger Gitte Wille.

(News Øresund – Thea Wiborg)

 

Fakta om Region Skånes kulturbidrag

En del af Region Skånes opgave er at gøre kunst og kultur tilgængelig for så mange som muligt. Kultur for børn og unge er prioriteret, men fritid- og idrætsområdet indgår ikke i regionens opgave. Fokus er på den professionelle kultur. Kulturudvalgets budget var 519 millioner svenske kroner i 2020. Region Skåne fordeler de statslige bidrag på cirka 200 millioner svenske kroner via den såkaldte kultursamverkansmodel.

Region Skånes kulturforvaltning gav i 2020 driftstilskud til 92 organisationer, som arbejder med kultur. Deriblandt er både store teaterscener og frie teatergrupper, store og mindre museer samt forskellige organisationer og biblioteker. De har forskellige organisationsformer: foreninger, kommunale forvaltninger, statslige forvaltninger, stiftelser og virksomheder. Endvidere får flere aktører projektbidrag og derudover har Region Skåne tre egne kulturinstitutioner: Film i Skåne, Malmö Opera og Skånes Dansteater.

Region Skåne har under coronapandemien også gjort det muligt for kulturaktører at søge et midlertidigt ekspresstøtte. Kulturudvalget har omfordelt midler til ekstra støtte til kulturaktører og centre som samler kunstnere og kulturaktører i Skåne, og nu i foråret 2021 bliver der tildelt yderligere midler til små aktører, virksomheder og foreninger. Mange aktører har også søgt ekstra bidrag fra staten, kommunerne eller Statens kulturråd under pandemien.

 

Eksempler på digital kultur i Sverige og Danmark

Mange svenske og danske kulturinstitutioner tilbyder digitale kulturoplevelser. Her er links til blandt andet digitale teaterforestillinger, workshops, koncerter og kunstsamlinger.

Det Digitala Konserthuset – Malmö Live

Dunkers Kulturhus Digitalt

KGL Xtra – Det Kongelige Teater

Louisiana Channel

Malmö museer hemifrån

Musik i Syd Channel

Operan Play – Sveriges kungliga opera

Play Form/Design Center

Skånes Dansteater live streams

Riksteatern Play

Skissernas museum digitalt

SMK Open, Statens Museum for Kunsts digitale samling af kunstværker

Læs mere

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Aktuelle nyheder

Arbejdsmarked03. december 2024

Ventetiderne fortsætter med at falde i sundhedsvæsenet i Region Hovedstaden

Flere og flere sygeplejersker er begyndt at vende tilbage til hospitalerne i Region Hovedstaden. Det er en vigtig forklaring på,...

Danmark03. december 2024

Elbiler dominerer bilsalget i Danmark

På trods af mindre bilsalg i november fortsætter nyregistreringer af elbiler med at stige i Danmark. I november steg antallet...

Bæredygtighed03. december 2024

Svenske Sjöfartsverket investerer i en verdensunik eldreven lodsbåd

Som en del af svenske Sjöfartsverkets mål om at skifte til fossilfri drift inden 2045 køber myndigheden en elektrisk batteridrevet...

Øresund29. november 2024

Konjunkturen i Øresund: Lægemiddelindustrien fortsætter med at løfte dansk BNP – boligbyggeriet stiger i Sverige

Den danske økonomi vokser støt, mens det går mere trægt i Sverige. Den stærkere økonomiske udvikling i Danmark er især...

Norden29. november 2024

Nyt program for fri bevægelighed i Norden skal styrke Nordisk Ministerråds arbejde med grænsehindringer

Nordisk Ministerråds arbejde med information og grænsehindringer koordineres i et nyligt vedtaget ”Program for Fri Bevægelighed i Norden 2025-2030”. Programmet...

Sverige29. november 2024

Nyt sundhedssystem brød sammen i Västra Götaland – nu skal det indføres i Skåne

Da direktørerne i Västra Götalandsregionen holdt pressekonference for at fortælle, hvordan det nye Millenium IT-system har fungeret, blev de afbrudt...

Politik29. november 2024

Undersøgelse undtager lærere og sundhedspersonale fra omdiskuteret anmeldelsespligt

Undersøgelsen om styrket hjemsendelsesindsats blev præsenteret onsdag af den svenske migrationsminister Johan Forssell (Moderaterna) og udrederen Anita Linder. Heri undtages...

Trending

Copyright © 2017 Zox News Theme. Theme by MVP Themes, powered by WordPress.