Følg os på

Longreads

Danmarks nye ambassadør i Sverige startede som praktikant i Stockholm i 80’erne og har arbejdet i Singapore og New York

Publiseret

 

Billede: Ny ambassadør i Sverige indvier nyt konsulat. I torsdags indviede Vibeke Rovsing Lauritzen Danmarks nye konsulat i Helsingborg hos virksomheden Navet, hvor administrerende direktør, Göran Hellström, er ny dansk konsul. Foto: News Øresund

Den 7. november i år afleverede Danmarks nye ambassadør i Sverige, Vibeke Rovsing Lauritzen, sit akkrediteringsbrev til Sveriges Kong Carl XVI Gustaf ved en højtidelig ceremoni på Stockholms Slot. Allerede i 1980’erne stiftede Vibeke Rovsing Lauritzen bekendtskab med Sverige, da hun tog til Stockholm for et praktikjob i forbindelse med hendes studier i statskundskab. Hun har tidligere udenlandserfaring med sig fra poster i Wien, Singapore og New York.

– Jeg var så heldig som ung statskundskabsstuderende at få et praktikjob i Stockholm. Det var i slutningen af 1980’erne. Jeg holdt meget af at bo og arbejde Stockholm og har siden da fulgt med i, hvad der sker i søsterlandet. Så det er et drømmejob at få lov at vende tilbage til landet som Danmarks ambassadør. Under mine snart 30 år i Udenrigsministeriet har jeg ofte arbejdet sammen med svenske kolleger i forbindelse med det løbende nordiske samarbejde, men ikke mindst når man arbejder på repræsentationerne i udlandet, har jeg oplevet, at svenske og danske kolleger arbejder godt sammen for at fremme sager af fælles interesse, siger Vibeke Rovsing Lauritzen til News Øresund.

Forbindelsen til Skåne og det politiske samarbejde i Greater Copenhagen fik Vibeke Rovsing Lauritzen hurtigt stiftet bekendtskab med som ny ambassadør. Sidste fredag modtog hun bestyrelsen i Greater Copenhagen, da de besøgte Stockholm. Torsdag besøgte hun Helsingborg og Malmø til indvielsen af nye konsulater for fredag at deltage i Greater Copenhagen Committe’s topmøde på Københavns Rådhus.

Hvad har du arbejdet med, inden du blev ambassadør i Stockholm?

– Jeg har snart 30-års jubilæum i Udenrigsministeriet og har arbejdet inden for næsten alle områder i Udenrigsministeriet. Som ambassadør i Stockholm har jeg bl.a. glæde af de erfaringer, som jeg fik som ministersekretær for henholdsvis Niels Helveg Petersen og Mogens Lykketoft.
– Ambassaden i Stockholm er min fjerde udepost. Jeg har været ambassadør i Singapore. Som relativt nyansat blev jeg ambassadesekretær i Wien. Mest minderig er nok min udsendelse til New York i 2001. Jeg skulle dække Sikkerhedsrådet og flyttede ind i en lejlighed downtown Manhattan 1. september. Verden ændrede sig som bekendt få dage senere, og det var på flere måder en spændende, men også hård oplevelse at arbejde med terrorbekæmpelse og bo mindre end 1 km fra Ground Zero.
– Jeg mødte min mand – der, som jeg, er vendelbo – i New York. Så jeg vendte næsen mod København lidt tidligere end planlagt. Jeg blev udnævnt til chef for Økonomikontoret, mens jeg var på barsel med vores datter. To år senere i 2007 tog vores lille familie til Singapore.
– I 2010 blev jeg hjemkaldt for at blive centerchef for Danmarks Eksportråd, der udover eksport også omfatter innovation og investeringsfremme. Efter fire år i denne stilling tog jeg forældreorlov med vores søn, som er adopteret fra Etiopien. Herefter og frem til udsendelsen til Stockholm var jeg HR-chef i Udenrigsministeriet.

 Hvad er de vigtigste samarbejdsspørgsmål mellem Danmark og Sverige i det kommende år?

– Verden har ændret sig markant gennem de seneste år – eksempelvis Brexit, Ukraine og Islamisk Stat, og det har generelt øget behovet for samarbejde mellem ligesindede lande. Sverige og de øvrige nordiske lande er naturlige samarbejdspartnere for Danmark.
– Det er klart, at med de ændringer, der kommer til at ske i EU som følge af Brexit, er der behov for endnu tættere samarbejde mellem Sverige og Danmark. Vi har generelt de samme ønsker til, hvordan EU skal udvikle sig. Der er også behov for tæt samarbejde vedrørende grænseoverskridende kriminalitet. Den sikkerhedspolitiske udvikling i nærområderne har øget behovet for en tæt dialog mellem Sverige og Danmark på det forsvarspolitiske område. Der er behov for tæt kontakt mellem myndigheder, organisationer og erhvervsliv for at høste det fulde potentiale af Greater Copenhagen. Den kommende Fehmern-forbindelse øger behovet for at se på grænseoverskridende infrastrukturprojekter.
– I det hele taget vil det fremme vækst og velfærd i begge lande, hvis vi er bedre til at lære af hinandens “best practices” inden for områder som miljø, klimasikring, integration, uddannelse og velfærd, herunder for udsatte befolkningsgrupper. (News Øresund)

Læs mere

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Aktuelle nyheder

Øresund13. december 2024

Det danske og svenske luftvåben foretog for første gang en fælles “Juletræsflyvning” over Øresund

Det svenske flyvevåben har tradition for at gennemføre flyvninger over dele af Sverige hvert år med JAS 39 Gripen i...

Erhverv13. december 2024

Forsvarskoncernen Saab investerer massivt i Skåne – nyt kontor i Lund og nyt værft i Landskrona

Den 5. december indviede den svenske forsvarskoncern Saab sit nye værft Shipyard Landskrona, som bliver et supplement til virksomhedens store...

Erhverv13. december 2024

Den danske bankudfordrer Lunar udvider i Sverige

Den danske fintech-virksomhed Lunar fortsætter sin investering i Sverige og er på vej til at blive en full-service bank. Ifølge...

Energi12. december 2024

Elpriserne på niveau med elkrisen i 2022– store regionale forskelle i Sverige

Et vindstille Tyskland presser elpriserne op i hele Nordeuropa, hvilket får den svenske regering til at begynde at tale om...

Kultur11. december 2024

Svenske Kiruna kåres til europæisk kulturhovedstad i 2029

Det var en enig ekspertjury, der pegede på Kiruna som europæisk kulturhovedstad i 2029. Kiruna og Uppsala havde dystet om...

IT / Mobiltelefoni11. december 2024

Nyt svensk pilotprojekt giver længere mobildækning i tilfælde af strømafbrydelse

Uden for Norrtälje er Sveriges første anlæg til backup-dækning til mobiltelefoner blevet bygget. Personer i nærheden af anlægget vil kunne...

Energi11. december 2024

Industrivirksomheder vil sætte skub i svensk energiproduktion – klar til at betale for atomkraft

Et samarbejde mellem 17 store industrivirksomheder, Industrikraft, er klar til at “tage en mere aktiv rolle” i at sikre Sveriges...

Trending

Copyright © 2017 Zox News Theme. Theme by MVP Themes, powered by WordPress.