Politik
Dansk- svensk enighed om at danne The Greater Copenhagen & Skåne Committee


Det dansk-svenske samarbejde over Øresund er på vej til at blive udvidet og omdannes fra Øresundskomiteen til The Greater Copenhagen & Skåne Committee. Det var Øresundskomiteens forretningsudvalg enige om onsdag. Nu mangler at blive enige om nye vedtægter, budgetter og en forretningsplan. Foto: News Øresund.
Øresundskomiteens forretningsudvalg blev onsdag enige om at arbejde videre for at ændre organisationen til The Greater Copenhagen & Skåne Committee. Det oplyser Øresundskomiteens næstformand og Region Skånes formand Henrik Fritzon (S).
Ifølge Henrik Fritzon er man i forretningsudvalget enige om at ændre det nuværende politiske samarbejde i Øresundskomiteen til The Greater Copenhagen & Skåne Committee.
”Navnet er klart og en tidsplan for ændring den 1. januar 2016,” siger Henrik Fritzon til News Øresund, men betoner, at de formelle beslutninger om at ændre virksomheden vil blive taget ved møder i Øresundskomiteen den 19. oktober og 4. november.
”Præcis hvor mange som skal sidde i bestyrelsen er ikke afgjort, men der er et forslag om at have syv bestyrelsesmedlemmer fra hver side af Øresund. Alle de 33 skånske kommuner vil siden blive inviteret til at deltage i samarbejdet, og vi håber, at alle vil være med.”
Ifølge Anders Almgren (S), borgmester i Lund, skal der nu udfærdiges nye vedtægter, budget og forretningsplan for The Greater Copenhagen & Skåne Committee.
”Det er vigtigt at formulere en forretningsplan, der beskriver, hvilket ansvar vi tager, hvad vi skal gøre, og hvad vi ikke skal gøre,” siger Anders Almgren til News Øresund.

Om The Greater Copenhagen & Skåne Committee: “Det er et banebrydende samarbejde”, siger Sophie Hæstorp Andersen (S), formand for Øresundskomiteen og regionsrådsformand i Region Hovedstaden. Foto: News Øresund
Fra dansk side er der en tydelig ambition om at få Region Skåne og de 33 skånske kommuner med i et fælles samarbejde. Efter onsdagens møde i Øresundskomiteens forretningsudvalg udsendte Region Hovedstaden en pressemeddelelse, hvor planerne blev præsenteret.
”Det er et banebrydende samarbejde, som jeg er stolt af at være en del af. The Greater Copenhagen & Skåne Committee er vejen frem, hvis vi skal klare os i den hårde globale konkurrence om vækst og arbejdspladser. Derfor er jeg meget glad for, at de skånske politikere deler vores vision om at konkurrere med de store, internationale metropoler,” siger Sophie Hæstorp Andersen (S), formand for Øresundskomiteen og regionsrådsformand i Region Hovedstaden i en kommentar.
Hun nævner tre eksempler på nye aktiviteter, der allerede er startet indenfor det nuværende danske Greater Copenhagensamarbejde, og som nu videreføres i den nye dansk-svenske organisation:
- En fælles investorportal, som viser samtlige større byggeprojekter i regionen.
- En fælles modtageorganisation for udenlandske virksomheder, som er interesserede i at etablere sig i regionen, et såkaldt One Point Entry.
- Et internationalt hus, der skal hjælpe internationale medarbejdere og deres familier med bosætning i Greater Copenhagen.

Om The Greater Copenhagen & Skåne Committee: Alle de 33 skånske kommuner vil siden blive inviteret til at deltage i samarbejdet, og vi håber, at alle vil være med”, siger Øresundskomiteens næstformand og Region Skånes formand Henrik Fritzon (S). Foto: News Øresund
På dansk side er man kommet længere med de nye samarbejdsplaner. Den 14. august 2014 besluttede borgmestrene i 46 danske kommuner at danne det nye samarbejde Greater Copenhagen sammen med Region Hovedstaden og Region Sjælland. En invitation til samarbejde var også blevet sendt til Region Skåne og de 33 skånske kommuner. De dansk-svenske forhandlinger om at skifte varemærke fra Øresund til Greater Copenhagen har gået trægt, og blandt andet Malmö og Lund har tidligere udtalt sig om, at de var uvillige til at overgå til et rendyrket dansk navn på regionen og samarbejdsorganisationen. Nu er man på vej mod en løsning, hvor den fælles organisation får et navn, som dækker begge lande.
Den 22. juni skal repræsentanter fra de tre regioner og 79 kommuner i Skåne og Østdanmark samles ved et topmøde i Kristianstad som handler om The Greater Copenhagen & Skåne Committee. Den 23. september skal Øresundskomiteens forretningsudvalg have et færdigt forslag, der siden kan besluttes ved to på hinanden følgende møder i Øresundskomiteen den 19. oktober og 4. november. (News Øresund)
-
Danmark19. maj 2017
Greater Copenhagen ønsker at regeringerne undersøger en ny HH-forbindelse allerede i år
-
Danmark06. september 2019
Dansk rejsekortautomater findes nu også på Triangeln og Hyllie station
-
Erhverv09. september 2022
Aldrig før er Danmarks største virksomheder vokset så hurtigt
-
Erhverv08. oktober 2020
Ny liste over Danmarks 1.000 største virksomheder – Mærsk solid etter
-
Interviews14. januar 2021
PolyPeptide ønsker fortsat at vækste i Malmø – søger kemikere med flair for automation
-
Øresund01. juli 2020
Sådan fejredes Øresundsbroens 20-årsjubilæum: Lukas Graham-koncert på pylontop, digitale isgavekort til togrejsende og ny interesseorganisation for en Øresundsmetro
-
Danmark16. september 2019
Transportminister vil udrede togtrafik Helsingør og Kastrup, når Øresundstoget stopper trafikering af Kystbanen
-
Ugebrev14. juni 2021
Læs News Øresunds ugebrev 23