Følg os på

Norden

Ekspertgruppe under Nordisk Ministerråd anbefaler en fælles nordisk strategi for etisk AI – delte meninger debatteret på Folkemødet

Publiseret

 

Nermeen Ghoniem, tech program manager hos Lego og bestyrelsesmedlem i forskningsinstituttet Pioneer Centre for AI, Lisbeth Nedergaard, vice president i den danske sikkerhedsteknologivirksomhed Milestone Systems samt Kenneth Kleissl, teknologikonsulentvirksomheden COWI, under en paneldiskussion om etisk AI på det årlige Folkemødet. Foto: News Øresund

Der er behov for en fælles nordisk strategi for at udvikle robuste og etisk forsvarlige AI-løsninger. Det konkluderer “Nordic Ethical AI Expert Group”, som blev nedsat sidste år på initiativ af innovationsorganisationen under Nordisk Ministerråd, Nordic Innovation. I rapporten “Policy Recommendations for Ethical and Responsible AI” oplister ekspertgruppen fem tiltag, der skal iværksættes, hvis Norden skal være førende inden for etisk AI. I en paneldebat på Folkemødet var der dog delte meninger om, hvorvidt en fælles nordisk strategi er vejen frem. De nordiske lande er ikke så innovative, som vi tror, og bureaukratiet er for omfattende, var nogle af budskaberne under samtalen.

  1. En fælles nordisk strategi for etisk AI
  2. Etablering af Nordisk Center for Etisk AI
  3. Fremme store sprogmodeller for nordiske sprog
  4. Uddan en kvalificeret arbejdsstyrke for at forberede samfundet på etisk brug af AI
  5. Øge gennemsigtigheden af AI-teknologiers bæredygtighed og miljøpåvirkning

Det er de fem anbefalinger, der skal implementeres, for at Norden kan blive en førende region inden for etisk AI og ansvarlig brug af data, mener Nordic Ethical AI Expert Group. Ekspertgruppen består af 23 medlemmer fra erhvervslivet, den akademiske verden samt den offentlige sektor. Den blev udvalgt gennem en åben ansøgningsperiode fra maj til august i 2023.

Delte meninger under paneldiskussion på Folkemødet

AI vil være en meget vigtig teknologi for vores fremtid og for vores produktivitet. Det var paneldeltagerne ved Nordisk Ministerråds paneldiskussion om etisk kunstig intelligens på Folkemødet enige om. Ekspertgruppens anbefaling til en fælles nordisk strategi blev bakket op af Lisbeth Nedergaard, vicepræsident i sikkerhedsteknologivirksomheden Milestone Systems.

– Det væsentlige ved AI er, at den kan gå ind og være med til at løse en masse afgørende samfundsproblemer. Det er ikke kun om at kigge ind i sin telefon og blive mødt af AI. Det handler også om, at AI kan gå ind og hjælpe i sundhedssektoren. Vi kan gøre meget for at frigøre hænder, så de kan tage sig af den menneskelige del af plejen. Men det afgørende for, at dette kan løses, er, at vi har tillid til AI. Og det har vi kun som borgere og som mennesker, hvis vi ved, at det bliver udviklet og anvendt på en ansvarlig måde, sagde hun og fortsatte:

– Når vi taler om det nordiske og tillid, så taler vi også om, at vi er de lande i verden, der for det første er længst fremme på digitaliseringsdagsordenen. En anden ting, som også er enormt væsentlig, det er, at vi er de lande, der har det laveste korruptionsniveau. Hvis vi står sammen nordisk, anvender vores fælles databaser, så har vi et grundlag, som er stort nok til, at det kan bruges til noget. Der tror jeg, at vi har en styrke.

Nedergaard fik opbakning af Kenneth Kleissl fra teknologikonsulentvirksomheden COWI, der også valgte at fremhæve vigtigheden af fælles nordiske sprogmodeller.

– Når man bygger den her slags teknologier, er der en fordel ved at slå sig sammen, når man har et sprog, der ligner hinanden. Vi har etiske og kulturelle ligheder, og vi har et sprog, der ligner hinanden utrolig meget. Så hvis vi samler vores data sammen, så har vi et bedre udgangspunkt. Derfor er det helt naturligt at vende blikket mod det nordiske, hvilket jeg ved allerede er i gang. For eksempel har den danske sprogmodel via Alexandra Instituttet allerede et etableret samarbejde med Sverige. Forskning viser, at det bliver bedre, hvis vi fusionerer lignende sprog, sagde han.

Nermeen Ghoniem, tech program manager hos Lego og bestyrelsesmedlem i forskningsinstituttet Pioneer Center for AI, var uenig og sagde, at der først og fremmest er behov for mere uddannelse i AI.

– Jeg tror, der er mere arbejde at gøre med hensyn til, hvad der skal til for at få folk til at bruge AI i de kontekster, som vi gerne vil, at de skal bruges til. Og der tror jeg, at vi skal arbejde mere på at uddanne folk til at bruge det i stedet for at tale om en nordisk strategi og om, hvad vi skal arbejde med lokalt og regionalt, sagde hun og fortsatte:

– Vi vil naturligvis samtale med de nordiske lande. Men vi vil også have samtaler med EU, USA, Kina og alle andre. Jeg tror ikke, at det er vejen frem, hvor vi i Norden skal lave noget, og Kina så laver noget andet.

Hun påpegede også, at de nordiske lande er meget bureaukratiske, hvilket kan hindre innovation i fremtiden.

– Jeg tror også, at vi bliver anerkendt meget som bureaukratiske og ikke så innovationsorienterede, som de er i andre lande. Vi skal selvfølgelig også huske, at vi skal være etiske, men vi skal også kunne drive innovation, så folk og virksomheder har lyst til at blive i landet, sagde hun.

(News Øresund)

Læs mere

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Aktuelle nyheder

Kultur13. november 2024

Eurovision i Malmø indbragte i alt 445 millioner svenske kroner – heraf 64 millioner til København

De turister, der besøgte Malmø og omegn under Eurovision-ugen i maj, brugte i alt 445 millioner svenske kroner. Det skriver...

Danmark13. november 2024

Nyt maleri i Folketinget skal hædre kvindelige politikere

Et af de mest besøgte lokaler i Folketinget giver plads til et nyt værk – kunstneren Mie Mørkebergs maleri af...

Øresund13. november 2024

Öresundsbrons logo for 25-års jubilæet er klar

Næste år fejres Öresundsbrons 25-års jubilæum, og i sidste uge blev jubilæumslogoet præsenteret. Jubilæet fejres løbende gennem hele 2025 med...

Danmark13. november 2024

Femern Bælt-projektet bliver til podcast

I den nye podcast “Historien om Femern Bælt-forbindelsen” kan du følge udviklingen af Danmarks største infrastrukturprojekt og verdens længste sænketunnel,...

Danmark12. november 2024

Forskere: Vi ved for lidt om unges arbejdsmiljø

Der er brug for mere viden om tiltag for danske unges trivsel og helbred på arbejdet. Det konkluderer en gruppe...

Infrastruktur08. november 2024

Indenrigsflyvningen i Sverige mistede 10 pct. af passagererne i årets tredje kvartal – voldsomt fald mellem Malmø og Stockholm

Antallet af passagerer i svenske lufthavne steg med 1,5 pct. til 8,91 millioner i årets tredje kvartal. Det er internationale...

Danmark08. november 2024

Kristersson (M) og Frederiksen (S) lykønsker Trump – og håber på mere støtte til Ukraine

Natten til onsdag stod det klart, at Donald Trump havde gjort comeback som USA’s præsident. Både Danmarks og Sveriges statsministre,...

Trending

Copyright © 2017 Zox News Theme. Theme by MVP Themes, powered by WordPress.