En svensker med missionen om at forbedre statussen på dansk dansekunst

Med sig fra Sverige har Danjel Andersson et helt andet syn på dansen, end han oplever i Danmark. Som kunstnerisk leder for Dansehallerne i København vil han bidrage til at forbedre statussen på dans og skabe mere samarbejde mellem genrer og over grænser. At samarbejde mere med andre nordiske aktører, tror han, bliver vigtigere i fremtiden for at kunne holde sig inden for en togrejsedistance på seks timer – med målet om at øge international co-produktion uden at skade miljøet og klimaet.

Svenske Danjel Andersson har været direktør og kunstnerisk leder for Dansehallerne i København siden maj 2019. Han kommer fra en tilsvarende position i Stockholm og oplever, at dansen har en meget højere status i Sverige end i Danmark.
– Allerede inden jeg startede med at arbejde her, undrede jeg mig over, hvorfor dans ikke er så udbredt i Danmark. Som kunstform har dans vældigt lav status. Der er et billede af dans som noget elitistisk, selvom det slet ikke er sådan i dansens udtryksform. Så det var et kulturchok at komme hertil. For det stemmer overhovedet ikke med, hvordan dans bliver modtaget i resten af verden. Og det ville jeg søge et svar på, siger han og tillægger, at han har tilføjet at højne statussen på dans som kunstform i Dansehallernes vision.

Der findes naturligvis ikke noget enkelt svar på spørgsmålet om dansens status i Danmark. Danjel Andersson peger blandt andet på måden at tale om dans, dårligere finansieringsmuligheder og mangel på samarbejdstænk.
– I Danmark taler man om nutidig dans som ”moderne dans”, men moderne dans var et gammelt begreb allerede i 80’erne. Det, som dominerer her i dag, er dans, som bruger kroppens udtryk til at udtrykke teatrets narrativ. Og så ballet. Der er en stærk ballet-tradition i Danmark, som stammer fra Bournovilles tid. Så i Danmark er det enten danseteater eller ballet som gælder. Alt andet er elitistisk, set med danskernes øjne. Og samtidigt er få interesseret i dans. Sådan ser det ikke ud internationalt, der ses dansen som en forgænger, siger Danjel Andersson, som under sin tid som chef for Moderna Dansteatern i Stockholm skiftede institutionens navn til MDT, netop for at undgå koblingen til ”modern dance” og dermed en misforståelse internationalt set, hvor begrebet Contemporary oftere bliver brugt.

Med sig havde Danjel Andersson også idéer, blandt andet fra sit arbejde med en platform for international performance, om at øge co-produktionen med andre aktører og blive mere international.
– Så alt det ville jeg jo gerne sige til danskerne. Men de vil jo helst ikke have en svensker, der kommer og siger, hvad de skal gøre. Det var ikke nogen god strategi. Jeg blev faktisk kaldt op til PUS efter at have skrevet en tekst i et nyhedsbrev, om hvordan Danmark havde misforstået dansen, og fik at vide, at sådan gør man ikke i Danmark, fortæller Danjel Andersson og tillægger:
– Det var jo en mærkelig opførsel og meget egenrådigt, men de havde jo ret. En lidt mere ydmyg position havde nok været bedre.

Danser og koreograf BamBam Frost med værket YES som blev opført i Dansekapellet, som en del af Dansehallernes maj-program præcis efter genåbningen af dansk scenekunst, som havde været lukket ned under coronapandemien. Foto: Märta Thisner

Danseøkologi i stedet for fødekæde

Men ord er vigtige. Det vender Danjel Andersson tilbage til senere i samtalen, mens han går rundt i København med Teamsmødet i telefonen.
– En anden ting, som jeg har lagt mærke til, og som jeg har sat mig for at ændre, er endnu et ordvalg. Det er jo sådan, at danskerne er gode til at ændre opfattelse. Og her er det ved at lykkes mig. I Danmark beskriver man dansen som en fødekæde, hvor meningen er at illustrere, at der er brug for både små og store aktører, men metaforen indebærer jo egentlig, at den store spiser den lille, og at den største ikke bliver ædt op. ”Words matter”. Det er vigtigt, hvad man siger. Systemet er udformet sådan i Danmark, det bliver dårligere forudsætninger for de små. Så jeg synes, at det skal hedde danseøkologi. Alting hænger sammen, og der er brug for alle, også de små plankton. Vi er som et økosystem, og for at det skal fungere, skal alle være med, forklarer han og tilføjer, at der nu er kommet et projekt hos Projektstøtteudvalget for Scenekunst (PUS) i Statens Kunstfond, som netop kaldes danseøkologi.

Det nordiske bliver vigtigere for co-produktion fremover

Danjel Andersson har arbejdet med scenekunst på mange forskellige måder. Han er uddannet i teatervidenskab fra Stockholms universitet og har blandt andet arbejdet på Stockholm stadsteater og Uppsala stadsteater, startet et kulturtidsskrift og en platform for international performance.
– Det er min evne til at kommunicere over genregrænserne, som har været vigtig for min karriere. Der er forskellig kultur inden for danse- og teaterverden, faktisk, selvom om man skulle tro at det er det samme, siger han.

Lige nu arbejder Danjel Andersson med at introducere dans til nye grupper, udvikle såkaldte cutting-edge performances og skabe forudsætninger for flere co-produktioner. Dansehallerne har blandt andet et genreoverskridende samarbejde med Betty Nansen Teatret såvel som kunstcentret Copenhagen Contemporary.

Det internationale perspektiv dukker ofte op i Danjel Anderssons ræsonnement. Og dermed også det nordiske. Han har tidligere arbejdet med flere nordiske projekter og samarbejder, og nu ser han det som endnu mere aktuelt i relation til at mindske rejserne.
– Vi taler om train distance – hvor langt kan vi komme på seks timer med tog. Det gælder i relation til træning og undervisning såvel som forestillinger. Alle tog går via København, så det er naturligt, at vi skulle satse mere på at gøre København til en hub. Vi skal samtidig satse mere på international co-produktion, men det skal ikke drive drivhuseffekten op. Det er vigtigt, siger han.

Men, ræsonnerer Danjel Andersson, der findes nok også personlige grunde til, at han vil fokusere mere på dansk-svensk samarbejde.
– Lige nu er der mange svenske chefer inden for dans i Danmark. Vi er kommet via lidt forskellige veje, men er cirka lige gamle og alle er svenske mænd, siger han og henviser til kollegaerne Pontus Lidberg på Dansk Danseteater, Tim Matiakis på Corpus, Det Kgl. Teater samt Rasmus Ölme på Den Danske Scenekunstskole.
– Når folk er vokset op i et land og stadig har den ene fod der, så opstår strømmen automatisk. Så på et personligt plan ser vi mere samarbejde. Men ikke på produktionsniveau. Der er ikke særlig stor kommunikation mellem institutionerne.

At Danjel Andersson havnede i Danmark, er der flere grunde til, personlige såvel som karrieremæssige. Han har altid gerne ville arbejde i en international kontekst og haft blikket rettet mod Europa. Da han mødte sin danske partner, og de fik barn, valgte de at bosætte sig i Danmark frem for Sverige.
– Planen var, at jeg skulle pendle til MDT i Stockholm, men da den tidligere chef på Dansehallerne, Efva Lilja, stoppede, inden hendes kontrakt løb ud, så dukkede jobbet op. Og det var jo perfekt at søge for mig, siger han.

Danjel Andersson i Kedelhuset i Carlsberg Byen, som der er planer om at bygge om til et stort danse- og koreograficenter. Et samarbete mellem Bygningsfonden Kedelhuset, Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S og donationer fra en række fonder skal gøre det til virkelighed. Der er dog endnu ikke en dato for byggestart. Foto: Lærke Posselt

Smallere finansieringsmuligheder i Danmark end i Sverige

Til forskel fra mange andre så anser Danjel Andersson, at der er for få finansieringsmuligheder i Danmark sammenlignet med Sverige. Inden for scenekunst står dans i skyggen af teater, mener han. For eksempel i PUS (Projektstøtteudvalget for Scenekunst).
– Det er en anden forskel, magten er ikke lige så koncentreret i Sverige som i Danmark. I en referencegruppe i Danmark kan der sidde fire personer, og kun en repræsentant med dansekompetence. Så en person får meget at sige i forhold til hvilke kunstprojekter, som kan få støtte. Og der har vi et problem. I Sverige er der flere referencegrupper, som bedømmer og der kan være op til syv personer med dansekompetence, der er med til at bedømme ansøgningerne.

Og de private fonde i Danmark mangler også et fokus på og viden om dans, mener han.
– Af de private fonde er det kun Bikuben og Augustinus, som har en sådan dansekompetence, der gør, at de kan bedømme en ansøgning med fagsprog fra dansens verden. De andre følger efter PUS. Har du fået dit projekt godkendt af PUS, så får du det også i mange af de andre fonde, siger Danjel Andersson.
– Det er derfor, der er brug for et internationalt marked for co-produktion. Så er det kunstneren, som ejer produktionen og søger finansiering fra flere forskellige steder.

Hurtige beslutninger – på godt og ondt

En anden forskel, som Danjel Andersson har lagt mærke til, er, at der ofte bliver taget hurtige politiske beslutninger i Danmark, som påvirker kunstinstitutionerne.
– For eksempel da Dansens Hus og Dansescenen skulle slås sammen, og skiftede navn til Dansehallerne. Det gik meget hurtigt fra beslutning til det var gennemført. Der har været sådanne diskussioner om sammenlægninger i Sverige, men de bliver aldrig gennemført på den måde.

Samtidig trives Danjel Andersson med hurtige beslutninger.
– Jeg må sige, at danskerne er åbne og meget bedre til at ændre sin opfattelse. Det kan dels være sådan, at man bliver mødt med et ”det har vi gjort før, du siger ikke noget nyt”, men også et ”Let’s try it!”
– Jeg lokaliserer lige nu åbne døre, og det kan gå vældigt hurtigt i Danmark, når man først får etableret et samarbejde. Det passer mit temperament meget godt – på trods af at jeg er svensk, siger han og griner lidt.

(News Øresund – Thea Wiborg)
Dette interview er lavet i forbindelse med analysen: Dansk-svensk kultursamarbejde – en interviewrapport som blev publiceret af Øresundsinstituttet i juli 2021.

Fakta: Dansehallerne

Dansehallerne beskriver sig selv som et nationalt center for dans og koreografi.  De arbejder blandt andet med forestillinger, publikumsudvikling, forskning og talentudvikling. Dette gennem samarbejde, co-produktion og internationalt netværk. Dansehallerne blev etableret i 2009 som en fusion mellem Dansens Hus og Dansescenen og havde dengang lokaler i Tap E i Carlsberg Byen. I dag har Dansehallerne kontor på H.C. Andersens Boulevard, men ikke en egen scene. De opfører i stedet forestillinger og arrangerer aktiviteter på forskellige steder i København og resten af Danmark. Der er planer om at bygge Kedelhuset i Carlsberg Byen om til et nyt danse- og koreograficenter for Dansehallerne, men finansieringen er endnu ikke helt på plads.

Svenske kulturchefer i København

Danjel Andersson, direktør og kunstnerisk leder, Dansehallerne
Pontus Lidberg, kunstnerisk leder, Dansk Danseteater
Tim Matiakis, kunstnerisk leder, Corpus, Det Kgl. Teater
Rasmus Ölme, professor i dans/koreografi, Den Danske Scenekunstskole

Fra august 2022 får Operaen desuden en svensk operachef når Elisabeth Linton, som i dag arbejder på Malmö Opera, overtager posten.