Sverige
Færre tiggere i Malmø
Udsatte EU-borgere, herunder tiggere, er blevet færre i Skåne. Der er cirka 200 udsatte EU-borgere i dag i Malmø, og mellem 600-800 i hele Skåne län, hvilket er et drastisk fald sammenlignet med tidligere år, hvor antallet af udsatte EU-borgere alene i Malmø nåede helt op på omkring 500-600. Det viser en ny situationsrapport udarbejdet af Länsstyrelsen Skåne.
Det fortsat svindende antal tiggere, der i dag tager til de skånske gader for at få smør på brødet, har mødt en ny udfordring: en svindende generøsitet fra de svenske borgere.
Det er i hvert fald en af årsagerne til det store fald i antallet af udsatte EU-borgere, viser Länsstyrelsen Skånes situationsrapport – samtlige län i Sverige har desuden på vegne af regeringen haft til opgave at kigge den regionale tiggersituation efter i sømmene.
– I dag findes der mennesker i Skåne, som lever i en meget udsat situation, der ikke tilbydes støtte og som heller ikke har resurser til at kræve deres ret. At fremhæve gode eksempler på, hvordan kommuner, myndigheder og idebårne organisationer (fx NGO’er) kan samarbejde for at skabe forandringer for målgruppen, er en presserende opgave, står der i rapporten.
De udsatte personer stammer hovedsageligt fra Rumænien, men også fra Bulgarien, Polen, Slovakiet, Slovenien og Albanien. Der er dobbelt så mange mænd som kvinder, anslår rapporten. Dog er det primært ældre mænd og kvinder, der ses siddende udenfor supermarkeder med møntkop og udstrakt hånd.
Mange af de udsatte personer udnyttes også som sort arbejdskraft af udenlandske byggefirmaer, hvor de tvinges til at arbejde under slavelignende forhold, skriver rapporten. Byggefirmaerne kommer for eksempel fra Storbritannien, Irland og Litauen.
Samtidig er en mindre del af de udsatte kvinder også blevet udnyttet til prostitution og menneskehandel. Her drejer det sig hovedsageligt om rumænske kvinder i alderen 18-30 år. I 2017 anslog man, at der var tale om 30 kvinder, der blev udnyttet sådan i Skåne, mens det i år anslås til at være på 20.
For at blive bedre til at håndtere de udsatte EU-borgere er det lige vigtigt, at kommuner samt relevante myndigheder bliver bedre til at være i kontakt med dem, skriver rapporten. Sådan som det er nu, er kommuner og myndigheders mulighed for at støtte disse mennesker begrænset af deres egen manglende viden om selvsamme mennesker.
Derfor skal de i fremtiden være langt bedre til at samarbejde med de idebårne organisationer, der dagligt er i kontakt med de udsatte personer, og som dermed kender deres situationer indgående, foreslår rapporten.
Rapporten er blandt andet baseret på interviews foretaget i maj 2018 med repræsentanter fra syv kommuner samt politibetjente fra 25 kommuner. Der i alt 33 kommuner i Skåne län. Senere i år kommer anden del af situationsrapporten.
(News Øresund)
-
Danmark19. maj 2017
Greater Copenhagen ønsker at regeringerne undersøger en ny HH-forbindelse allerede i år
-
Erhverv08. oktober 2020
Ny liste over Danmarks 1.000 største virksomheder – Mærsk solid etter
-
Erhverv09. september 2022
Aldrig før er Danmarks største virksomheder vokset så hurtigt
-
Danmark06. september 2019
Dansk rejsekortautomater findes nu også på Triangeln og Hyllie station
-
Interviews14. januar 2021
PolyPeptide ønsker fortsat at vækste i Malmø – søger kemikere med flair for automation
-
Øresund01. juli 2020
Sådan fejredes Øresundsbroens 20-årsjubilæum: Lukas Graham-koncert på pylontop, digitale isgavekort til togrejsende og ny interesseorganisation for en Øresundsmetro
-
Danmark16. september 2019
Transportminister vil udrede togtrafik Helsingør og Kastrup, når Øresundstoget stopper trafikering af Kystbanen
-
Ugebrev14. juni 2021
Læs News Øresunds ugebrev 23