Sverige
Feministisk fest og kulturnat – 5 kulturtips
Filmfolk fra hele Norden kommer til Malmø for at deltage i Nordisk Panorama, og i Lund finder årets Kulturnat sted. Her er News Øresunds bedste tips til en weekend i Skåne.
Feministisk fest med islandsk musik
Efter filmvisningerne på Nordic Panorama fortsætter det nordiske tema i Malmøs natteliv. Natklubben Inkonst arrangerer en feministisk fest med den islandske singer/songwriter Olöf Arnalds og den svenske DJ Elin Hörberg. Olöf Arnalds har arbejdet med flere af Islands største stjerner, blandt andet Björk, og spillede længe i det succesfulde islandske band mùm. Hendes nye album ”Palme” udkommer i oktober.
NP Festival Club: Olöf Arnalds. Inkonst. 19. september.
Festival for nordisk dokumentarfilm
Nordisk Panorama viser de bedste kort- og dokumentarfilm fra Norden. Af 565 indsendte film er 42 udtaget til at konkurrere om førsteprisen i festivalens tre kategorier. I kampen om Nordic Documentary Award deltager den danske instruktør Berit Madsen. Hendes film ”Sepideh” følger en iransk piges kamp for at blive astronaut. En anden dansk film er ”Blodets bånd” af Christian Sønderby Jepsen og Pernille Bervald Jørgensen. Det er en barsk historie om Svend, der er far til 16 børn. Nordisk Panorama indvies den 19 september i biografen Royal.
Nordisk Panorama. Malmø. 19.–24. september.
Kulturnat med kemishow og koncerter
Kulturnatten i Lund er ti år ældre end den tilsvarende i København. Arrangementet afholdes i år for 30. gang, og jubilæumsprogrammet indeholder mere end 350 forskellige kulturoplevelser. Blandt andet giver sangeren Viktoria Tolstoy en koncert på Rådhusets tagscene. Byens gallerier, museer og teatre holder åbent hele aftenen, og de lokale idræts- og kulturforeninger arrangerer en række aktiviteter. Lunds universitet deltager også i Kulturnatten. Den tekniske skoles Science Center byder f.eks. på et kemishow og en omvisning i universitetets planetarium.
Kulturnatten. Lund. 20 september.
Udstilling af samtidskunst flytter til Malmø
Hvert fjerde år arrangerer Moderna Museet en stor samlingsudstilling med aktuel samtidskunst. I år flytter udstillingen til museets filial i Malmø. ”Modernautställningen” har tidligere været begrænset til svensk kunst, men i år vises der kunstværker fra alle landene omkring Østersøen. 38 kunstnere præsenteres og årets tema er ”Society Acts”. Den danske kunstner Michala Paludan deltager med kunstværket “The Mighty Indignation”, der viser fløjteaktivisters forsøg på at overdøve statsminister Helle Thorning-Schmidt.
Modernautställningen. Moderna Museet, Malmø. Åbner: 20. september.
Teaterstykke om kampen for fri abort
Ottar – eller Elise Ottesen-Jensen som hun egentlig hed – rejste rundt i Sverige og informerede den fattige befolkning om seksualitet og præventionsmidler. I 1933 startede hun organisationen RFSU i Sverige, der kæmpede for fri abort og afkriminalisering af homoseksuelle. Elise Ottesen-Jensens arbejde var banebrydende og fik en afgørende indflydelse på udbredelsen af prævention og legaliseringen af fri abort i Sverige. Nu fortælles historien om hendes liv på Malmö Stadsteater. ”Ottar och kärleken” er et helt nyt teaterstykke med premiere på lørdag.
Ottar och kärleken. Malmö Stadsteater. Premiere: 20 september.
(News Øresund–Emilia Soelund)
-
Danmark19. maj 2017
Greater Copenhagen ønsker at regeringerne undersøger en ny HH-forbindelse allerede i år
-
Erhverv08. oktober 2020
Ny liste over Danmarks 1.000 største virksomheder – Mærsk solid etter
-
Danmark06. september 2019
Dansk rejsekortautomater findes nu også på Triangeln og Hyllie station
-
Erhverv09. september 2022
Aldrig før er Danmarks største virksomheder vokset så hurtigt
-
Interviews14. januar 2021
PolyPeptide ønsker fortsat at vækste i Malmø – søger kemikere med flair for automation
-
Øresund01. juli 2020
Sådan fejredes Øresundsbroens 20-årsjubilæum: Lukas Graham-koncert på pylontop, digitale isgavekort til togrejsende og ny interesseorganisation for en Øresundsmetro
-
Danmark16. september 2019
Transportminister vil udrede togtrafik Helsingør og Kastrup, når Øresundstoget stopper trafikering af Kystbanen
-
Ugebrev14. juni 2021
Læs News Øresunds ugebrev 23