Sverige
To tegn på Rosengård-fremmarch: Fodboldhold vinder pokalturnering og store satsninger på byudvikling
Rosengårds fodboldhold, FC Rosengård, vinder kvindernes pokalturnering, Svenska Cupen, tredje år i træk takket være den danske landsholdsspiller Sanne Troelsgaard. Bydelens successer på græsplænen komplimenteres af store satsninger på byudvikling.
Malmø-bydelen Rosengård, som danske medier blandt andet beskriver som ”Nordens gangsterby”, har for tredje år i træk haft byens klubhold, FC Rosengård, i pokalfinalerne i Svenska Cupen. Og for tredje år i træk tog de pokalen hjem.
Årets succesrige pokalfinale kan særligt tilskrives én kvindes indsatser: Den danske Sanne Troelsgaard, som i kampens 62. minut scorer finalens eneste og afgørende mål mod ærkerivalerne Linköpings FC. Kampen endte med en 1-0 sejr til FC Rosengård.
– Der er lidt magisk. Det føltes virkelig godt, siger Sanne Troelsgaard til svenske TV12.
Sanne Troelsgaard spiller desuden for Danmarks landshold, hvor hun er den spiller, der med sine 119 landskampe har flest kampe under bæltet. Desuden er hun den næstmest scorende kvinde på landsholdet med i alt 41 mål kun overgået af kaptajnen Pernille Harder, der har scoret 50 mål for landsholdet.
I Svenska Cupen for mænd nåede Malmø-holdet Malmö FF til finalen, hvor de skulle møde Stockholmske Djurgården. Kampen endte 3-0 i Djurgårdens favør.
Den verdenskendte, svenske fodboldspiller Zlatan Ibrahimovic er desuden opvokset i Rosengård. Byen har endda hængt en kæmpeplakat på 5×5 meter op af ham for at minde indbyggerne om, at alt er muligt, selv hvis man kommer fra et socialt udsat område som Rosengård.
I samme stil har Malmø-kunstneren Björn Carnemalm malet Zlatans smil langs væggene i en cykeltunnel. Derudover har fodboldsstjernen også været med til at finansiere en asfaltbane i Rosengård, som byens børn kan boltre sig på.
(News Øresund)
Fakta: Store satsninger i Rosengård
Udover at tiltrække gode kvindelige fodboldspillere, og udover at have et ry som Nordens gangsterby, er Rosengård samtidig en bydel i udvikling.
I begyndelsen af 2015 gik det kommunalt ejede ejendomsfirma MKB sammen med tre private ejendomsfirmaer oprettet Rosengård Fastigheter, som ejer 1.600 lejligheder i Rosengård, og som også står bag projektet ’Culture Casbah’ i samme bydel, som blandt andet omfatter et storstilet, 22-etagers højhusprojekt med 200 nye lejligheder. Men højhuset er dog mere end blot et byggeprojekt, siger aktørerne bag, som fremhæver, at projektet også handler om at gøre byen tættere og knytte Rosengård nærmere til centrum.
– Culture Casbah er et unikt projekt. Lykkes vi med at integrere Rosengård og bidrage til at gøre Malmø til en hel by, så vil det vække international opmærksomhed, sagde et af ejendomsfirmaernes administrerende direktører, Terje Johansson, om projektet tilbage i 2016 til News Øresund.
Derudover er Malmø i gang med at bygge en ny ringlinje til tog rundt om byen – Malmø-ringen. Det gør de dels ved at anvende og udbygge spor fra den gamle godsbane, Kontineltalbanan, og dels ved at bygge nye baner. Det betyder blandt andet, at Rosengård får sin egen togstation. På den måde forbindes Rosengård i højere grad med resten af Malmø Kommune.
For nyligt har kommunalpolitikerne i Malmø Kommune desuden diskuteret placeringen af et nyt kunstmuseum, hvor majoriteten overvejer at stemme på Rosengård. Det skal igen ses som politikernes forsøg på at gøre bydelen mere attraktiv for besøgende og nye beboere.
-
Danmark19. maj 2017
Greater Copenhagen ønsker at regeringerne undersøger en ny HH-forbindelse allerede i år
-
Erhverv08. oktober 2020
Ny liste over Danmarks 1.000 største virksomheder – Mærsk solid etter
-
Erhverv09. september 2022
Aldrig før er Danmarks største virksomheder vokset så hurtigt
-
Danmark06. september 2019
Dansk rejsekortautomater findes nu også på Triangeln og Hyllie station
-
Interviews14. januar 2021
PolyPeptide ønsker fortsat at vækste i Malmø – søger kemikere med flair for automation
-
Øresund01. juli 2020
Sådan fejredes Øresundsbroens 20-årsjubilæum: Lukas Graham-koncert på pylontop, digitale isgavekort til togrejsende og ny interesseorganisation for en Øresundsmetro
-
Danmark16. september 2019
Transportminister vil udrede togtrafik Helsingør og Kastrup, når Øresundstoget stopper trafikering af Kystbanen
-
Ugebrev14. juni 2021
Læs News Øresunds ugebrev 23