Tre spørgsmål til Hanne Sanders, professor i historie ved Lunds Universitet, der sammen med ph.d. og stadsarkivar for Frederiksberg Kommune, Henning Bro, har taget initiativ til et seminar i marts, hvor en række danske og svenske forskere vil sætte fokus på Øresundsregionen i 1800- og 1900-tallet ud fra forskellige emnediscipliner. Målet er at udgive en antologi næste år. Hanne Sanders undersøgelser viser, at mere information blveet givet på tværs af grænsen i slutningen af det 1800-tallet end i begyndelsen af det 20. århundrede. Mere nationalt fokus og udviklingen hen imod stærkere velfærdsstater har bidraget til at grænsependlerne er kommet i klemme i de seneste år, mener hun.

Hanne Sanders, professor i Lund, er en af initiativtagerne til et nyt historisk forskningsseminar om Øresundsregionen. Foto: privat

Hvad indebærer initiativet?
– Forskning stopper ofte ved en grænse. Historikerne i dette projekt kommer fra begge sider af sundet og har forskellige baggrunde, men vi tager alle udgangspunkt i Øresund. I marts afholder vi et første seminar, og forhåbentlig kan vi udgive en bog i 2023. Vi vil søge om støtte og håber at kunne gøre det til et mere organiseret projekt. Jeg tænkte, at jeg ville arbejde lidt ligesom da jeg startede Centrum för Danmarksstudier (nu Centrum för Öresundsstudier, CORS). Det var i forbindelse med åbningen af Øresundsbroen, at jeg forsøgte at finde interesserede parter, skabe møder og sprede interesse.

– Det er en måde at forsøge at forstå, hvad Øresundsgrænsen har betydet, og en idé om, at regionen eksisterer gennem det, mennesker gør. Det er karakteristisk, at regionen har en indre grænse, men ingen ydre grænse. Regionen eksisterer kun, hvis folk bruger den, og det gør man på forskellige måder. Jeg vil selv skrive om de første folkehøjskoler i Skåne, som har tætte forbindelser til de danske – folkehøjskoleideen kommer fra Danmark med Grundtvig. Hvordan kan det bruges i Sverige? At følge Hvilan, som var den første folkehøjskole i Sverige, og se, om de har danske lærere eller danske kontakter. At tage noget meget dansk og se, hvordan det bliver, når det kommer til Skåne.

Du har skrevet bogen “Nyfiken på Danmark – klokare på Sverige” og har også været redaktør på en antologi om grænser i Øresundsregionen, som blev udgivet i 2007 og nu er blevet udgivet digitalt. Det fremgår af den, at Øresundsgrænsen i dag forekommer skarpere end den har været historisk set. På hvilken måde?

– Jeg undersøgte, hvad der blev skrevet om Danmark i Sydsvenskan i en uge i oktober, med flere nedslag i årene 1895-2005. Når vi når frem til 2005, er det meget tydeligt, at der er mindre skrevet og mere nationaliseret. Mere følelse af “os og dem”. Hvis man ser på slutningen af 1800-tallet og midten af 1930’erne, flytter informationen sig, og man finder ud af, at der sker dette og hint. Det kan være inden for sport, eller hvilke bøger der er udkommet, og der er mange annoncer for at man vil ansætte personale – tjenestepiger- i København, sælge “Fyenske-Mejeriköer” eller pelse, vin og tobak. Det bliver så ikke markedsført som danske varer, og adresserne i København fungerer uden yderligere forklaring. Det er en helt anden indstilling, og samtidig er der ingen bro, men man sejler med båd, hvilket tager længere tid. Det, der er sket i landene, og som gør det sværere at krydse grænsen, er, at vi er blevet mere nationale. Velfærdsstaten er blevet stærk og kontrollerende, hvilket skaber problemer, som vi ser, når pendlere f.eks. kommer i klemme med skat. Men vi følger heller ikke så meget med i hvad der sker i hinandens kultur, vi kender langt færre kunstnere og læser ikke ny litteratur. Jeg kommer fra Danmark og bor i Sverige, og meget af den verden, som man kommer med, er ukendt. Strøget er berømt og Louisiana, i dag ved mange måske, at statsministeren hedder Mette Frederiksen, men kender nok ikke så mange flere ministre. Derfor er det ikke bare sådan, at grænsen opfattes som mere lukket, den er meget mere lukket. Det tror jeg, at man kan se, når man sammenligner aviserne.

Du er historiker fra København og professor i Lund. Hvad betyder Øresundsgrænsen for dig?

– For det første betyder det, at jeg kan bo i Danmark og Sverige. Det er muligt at ignorere grænsen, når man bor her, for der er en bro, tog og hvis man bliver syg, kan man få behandling. For mig personligt betyder det, at jeg kan bo her og nyde kulturen og vennerne på begge sider. Så er det blevet et godt forskningsobjekt, hvor jeg har haft viden, som har været efterspurgt. Jeg arbejdede med Centrum för Danmarksstudier i 10 år og brugte de kontakter, jeg havde, til at skabe flere møder. Det har været svært under pandemien, også fordi det har været så ondskabsfuldt på begge sider. Der er blevet sagt mange dårlige ting om hinanden, og der er meget, der skal ryddes op. Desuden er Øresundsregionen blevet nedprioteret. Da jeg startede i 2000 med Centrum för Danmarksstudier, var udgangspunktet i høj grad de stereotyper, der eksisterede. Det har mange så arbejdet med, og det var som om, at vi var kommet ud over det og var almindelige mennesker, der levede sammen med hinanden. Men så kommer dette – hvor mange år skal der gå, før vi har fjernet mistilliden og forsøgene på at måle, hvem der er bedst? Det vil tage tid. Men vi er heldige at bo i denne region, og det er et fantastisk privilegium område, som flere burde opdage.

Seminariet “Øresundsregionen i det 19. og 20. århundrede” anordnas av Metropolhistorisk Netværk og afholdes den 16. marts på Frederiksberg.

(News Øresund – Jenny Andersson)