Sidste år lancerede Carl Moberg sin første spillefilm som manuskriptforfatter, instruktør og producer: Tusind timer, en film om musik og kærlighed, som havde premiere på filmfestivalen i Rom. Han er svensk, men filmen er på dansk og foregår i København. For ham var det et oplagt valg, men han oplever, at der er flere hindringer for dansk-svensk samarbejde og grænseoverskridende filmproduktion.

Der er flere grunde til, at Carl Mobergs første spillefilm blev dansk, og den mest indlysende er, at historien simpelthen foregår i en storby, hvor folk flytter til i jagten på lykken på en lidt anden måde end f.eks. i Malmø.
– Det handler også om hele følelsen af en by, og hvad den er, hvilket ikke kan oversættes direkte. For mig, som bor i Malmø, har jeg en meget tættere forbindelse til København end til Stockholm. Hvis jeg skulle lave noget, der foregår i en storby, ville det være naturligt, at det blev København, siger han.

En del af historien er også Carl Moberg længe har haft en interesse for København og den danske filmscene. Han oplever, at branchen i Skåne er lille, især når det gælder fiktion, og at det derfor føles naturligt at søge mod København.

For næsten ti år siden, i 2013, begyndte han at besøge den nu nedlagte filmenetværksforening Film & Folk i København og lærte filmfolk at kende, der ligesom ham selv var freelancere og mindre aktører i branchen.
– Folk mødtes, og der var mingler og foredrag. Jeg følte mig meget velkommen der; de syntes, det var spændende, at jeg var svensk. På et tidspunkt lykkedes det mig at få en kollega fra Skåne med, og jeg tog også en fra København med til Malmø for at fortælle om deres aktiviteter. Men et af de store problemer er sproget. Allerede dengang, i 2013, syntes jeg, at jeg var ret god til dansk, måske fordi jeg har set en masse dansk film og tv. Men jeg oplevede hele tiden, at når jeg talte med kolleger fra Skåne, syntes de, at det var svært, siger han.

Carl Moberg. Foto: Tusind Timer

Carl Moberg flyttede selv til København i et par år og oplevede nogle udfordringer, selv om dansk teknisk set ikke var et kæmpestort problem.
– Man skal være forberedt på, at det kan være lidt svært i starten. Du er lidt udenfor og forstår ikke helt, hvad folk taler om. Du forstår måske sproget, men ikke alle de referencer og politikere, de taler om. Det er en forhindring, som man skal overvinde. Vi er så tæt på hinanden geografisk, sprogligt og kulturelt, men det er stadig to lande og to forskellige sprog.

En blanding af svenskere og danskere bag kameraet

Selvom han flyttede tilbage til Malmø, fortsatte Carl Moberg med at være aktiv i København, og det var derfor naturligt, at Tusind timer blev dansk.

– Jeg har produceret filmen i Skåne med mit svenske firma, med støtte fra Film i Skåne og forskellige kulturfonde, men den er på dansk og foregår i København. Jeg er næppe stødt på det før, selv om der er samarbejde på andre måder. Man har måske en fuldt finansieret film, som har fået støtte fra Svenska Filminstitutet, og kan inddrage en dansk skuespiller for også at få støtte fra Danmark, og man kender måske en fotograf fra det andet land, som man samarbejder med. Jeg kendte folk på begge sider af sundet, og arbejdet med denne film var udelukkende baseret på en kreativ trang – vi havde ingen direkte penge. Så hvorfor ikke fortælle en historie både i København og i Lund? siger han.

Helt konkret arbejdede Carl Moberg sammen med en dansk producerkollega, Morten Lindemann Olsen, og sammen ledte de efter skuespillere og filmmedarbejdere.
– Jeg fandt en svensk fotograf, som er uddannet i Stockholm. Jeg havde ret høje krav til, hvad fotografen skulle kunne, og den type er ikke mange af hernede i Skåne. Vi havde en komponist, der boede i København, som lavede en stor del af musikken i filmen. Min kollega og jeg forsøgte at samle venner og kolleger, og han kendte mest danskere og jeg mest svenskere, så det var virkelig en blanding.

Mange af medarbejderne løste sprogproblemerne indbyrdes ved at tale engelsk på settet, siger Carl Moberg. Han skrev først selv manuskriptet på svensk, og derefter hjalp hans danske kollega med at oversætte det til dansk. Processen gjorde det naturligt at bruge en masse improvisation, når vi optog scenerne.
– Det bliver jo en lidt speciel proces. Nogle manuskriptforfattere er meget omhyggelige med at dialogen skal siges præcis som den er skrevet, men det bliver svært, når du skriver et manuskript på et sprog, der ikke engang er dit modersmål. Man er nødt til at stole lidt mere på skuespillerne der: “Vi ville sige noget i den retning på dansk, hvis det er det, du mener,” siger han.

Fra filmen Tusind Timer. Foto: Tusind Timer

Risiko for at falde mellem stolene

At få støtte til en film, der var et så tværnationalt projekt, viste sig at være noget af en udfordring. For at kunne søge støtte fra Det Danske Filminstitut i den kategori, hvor Carl Moberg mener, at projektet kunne have en chance – New Danish Screen – skulle producenten bo i Danmark. Svenska Filminstitutets lavbudgetstøtte – Moving Sweden – diskvalificerede ikke Tusind timer af tekniske årsager, men det blev alligevel et nej.
– Moving Sweden kræver ikke, at dialogen skal være på svensk, og vi talte ikke specifikt om sprog med konsulenten, men det er klart, at man kan tænke over, hvor meget mening det giver for Svenska Filminstitutet at finansiere en film, der foregår i København, er på dansk og har sit store potentiale hos et dansk publikum.Jeg ville ønske, at der på en eller anden måde var muligheder og støtte fra både det danske og det svenske filminstitut til “aha, du laver et integrationsprojekt, det vil vi gerne støtte”. Det fandtes ikke, oplevede jeg.

Filmen fik en vis støtte fra Film i Skåne og fra kulturfonde som den Svensk-danska kulturfonden og Fondet för Dansk-Svensk Samarbejde, men for det meste arbejdede deltagerne på frivillig basis.

For et grænseoverskridende filmprojekt med et lille budget var selv ting som togrejserne over broen og overnatning i København for dem, der kom fra Stockholm, dyre udgifter.
– Med kronekursen er det blevet så dyrt for svenskere at bo og leve i Danmark – det har vi mærket, og det blev svært. Vi optog filmen over to somre, og den første sommer, hvor vi havde en særlig stram økonomi, var de lokaler, vi skulle leje, og de ting, vi skulle købe, for dyre. Det er der selvfølgelig ikke meget vi kan gøre ved, bortset fra at sige, at vi ville ønske, at der var reelle støttemuligheder, siger Carl Moberg.

Carl Moberg instruerer skuespillerne under optagelserne til en scene i Tusind timer. Foto: Yehya Breshe

SVT og DR sagde nej tak

Sidste efterår havde Tusind timer premiere på International Rome Film Fest og er også blevet vist på den berømte Tallinn Black Nights. Carl Moberg håber, at filmen kommer med på flere festivaler, og selv om han ikke tror på en bred biografrelease, vil han arbejde for aftaler med specifikke biografer i Danmark og Sverige om særevents med livemusik og film.
– Det er meget nyt, fordi det er min første spillefilm, men det lader ikke til at være et stort problem at få en spillefilm på platforme, hvor folk senere kan leje filmen. Men så håber man senere, at streamingplatforme som Viaplay, Netflix eller HBO er interesserede, men de skulle være meget svære at få på krogen, siger han.

Filmproducenterne har også været i kontakt med DR og SVT, men begge har sagt nej tak til at vise Tusind timer.
– Den der kiggede på det fra dansk tv sagde nej tak, mens indkøberen fra SVT kunne lide filmen, men mente, at den mere var for et dansk publikum. Så det er en svensk film, men måske lidt mere for et dansk publikum…Der er mange eksempler på, at en film eller tv-serie fra et naboland er blevet meget populær, så det sker, men det kan også være en faktor, der gør at man føler sig lidt usikker. Hvis der er mange film at vælge imellem, kan det være, at en produktion falder fra på grund af sproget. Men det er svært at vide, hvor stor en faktor det er, siger Carl Moberg.

Josefine Tvermoes spiller en af hovedpersonerne i Tusind timer. Foto: Tusind timer

Svag interesse for nabolandet

På mange måder oplever han, at der er mure mellem branchen i Skåne og i København. Det handler både om manglende viden om hinanden og om, at man ikke møder hinanden, mener Carl Moberg.
– Da jeg studerede film på Skurups folkhögskola, talte man om, at Filmskolen i Danmark var god og prestigefyldt, men svær at komme ind på. Men vi hørte ikke om, at der er andre rigtig gode uddannelser i København – måske vidste de det ikke. Man ville ønske, at man på filmuddannelserne ville sige: “Det er en selvfølge, at I skal tage til København, og så er der det her og det her: Her kan i møde andre filmskabere, og der er de her uddannelser og så videre”.

Også i den anden retning, fra Danmark, har han ikke oplevet større viden om eller interesse for filmlivet i Skåne.
– Jeg har så småt forsøgt at trække dem, jeg kender i København, til det, der sker i Skåne, men der er et meget asymmetrisk forhold. Københavnerne er ikke så nysgerrige på filmlivet i Skåne. Filmfestivalen Nordisk Panorama er jo i Malmø, og den etablerede filmbranche tager dertil, men folk, der er på vej op og ikke ligefrem er etableret i branchen endnu – dér har man meget lidt kontakt med Malmø. Jeg har mødt mange danskere, som næsten aldrig er i Skåne. Man rejser og handler måske i Sverige, fordi det er billigt, men på det område er det helt tydeligt, at København er en storby, og Malmø ikke er det, siger han.

Carl Moberg har til gengæld selv fået blod på tanden og er nu gået i gang med sit andet danske spillefilmprojekt. Denne gang er den inspireret af en sand historie om danske aktivister i 1970’erne og 80’erne, noget han har været fascineret af i flere år.
– Nu er jeg kommet så langt, at jeg skriver manuskriptet til min nye film på dansk med det samme, og det føler jeg mig ret tryg ved. Jeg laver mange fejl og ved ikke altid, om det skal være en eller et på dansk, men det hindrer mig ikke. Jeg kan ikke skrive, som man taler, hvis man er fra Sønderjylland, så avanceret er jeg ikke. Og det er lidt skørt: Jeg skriver en historie på dansk, selv om det ikke er mit modersmål. Men det er spændende, man opdager noget nyt, siger han.

(Anna Palmehag – News Øresund)

Dette er et interview foretaget til analysen “Dansk-svensk kultursamarbejde – samarbejde og udveksling af personale og publikum mellem Sverige og Danmark”. Rapporten viser, at den grænseoverskridende dynamik og nærheden mellem landene er vigtig for de kulturelle samarbejder, der finder sted. Til rapporten blev 23 interviews lavet samt en spørgeskemaundersøgelse med 123 svar. Rapporten blev offentliggjort den 24. marts og er tredje del af en større kulturanalyse. Læs rapporten her