Følg os på

Interviews

Ideon vil tiltrække flere ICT-kompetencer til Sverige og til Skåne

Publiseret

 

Mia Rolf har været direktør for Ideon AB siden 2016. Ideon består derudover af to andre selskaber, Ideon Open AB og Ideon Innovation AB. Foto: News Øresund

Et af Ideons fokusområder er medtech, og 30 procent af de ca. 400 virksomheder virker inden for life science. Målet for de næste år er at rekruttere flere ICT-kompetencer til Sverige. Samtidig er Ideon i gang med at knytte flere bånd internationalt gennem et nyt FN-samarbejde, men ønsker også mere udveksling med København.

I 37 år har Ideon som Sveriges første science park været arnested for teknologiske nybrud såsom bluetooth-teknologien og medicinsk ultralyd.

De mange års innovationsarbejde har givet en stor kontaktflade i Skåne samt i resten af Sverige og i resten af verden, og står det til Mia Rolf, CEO på Ideon AB, ser hun gerne, at arbejdsudvekslingen med blandt andre Copenhagen Business School og Danmarks Tekniske Universitet bliver større.

– Vi er ikke fuldstændigt integreret endnu, og jeg tror, at Skånes, Malmøs og Lunds image i København er lidt lavt. Vi er ikke så cool, men det behøver vi og andre at arbejde med måske i regi af Greater Copenhagen-samarbejdet, siger Mia Rolf fra sit kontor på Ideon.

Hun mener, at et tættere samarbejde med Danmark er oplagt for Sveriges ældste science park, der rummer 414 store og små virksomheder og beskæftiger ca. 10.000 mennesker.

Omkring 30 procent af virksomhederne virker inden for life science, hvor health tech/medtech er et fokusområde for Ideon. Bone Support AB og Enzymatica AB er nogle er virksomhederne. Lægemiddelsudvikling findes også eksempelvis i form af Camurus AB.

Andre selskaber såsom Cellavision AB viser, at der er overlap i branchen mellem healthtech og ICT. Foruden fokus på healthtech/medtech fokuserer Ideon også på ’smarte byer’, ’fremtidig transport’ og ’smarte materialer’.

– Vi ser os gerne som en del af Greater Copenhagen. Til sammen har vi en studenterpulje på 190.000 studerende. Det er den største rekrutteringsbase i Skandinavien. Der er 80.000 på den skånske side. Det er en ganske stor andel, siger hun.

Ideon var Sveriges første science park og de første bygninger var finansieret af IKEA i 1980’erne. Foto: News Øresund

Nyt netværk skal tiltrække arbejdskraft
Netop tilstrækkelig rekruttering har Ideon fokus, for skal innovationerne i Lund fortsætte, er det ifølge Mia Rolf afgørende, at tilstrækkelige mennesker med de rette kompetencer har lyst til at arbejde i science parken, der ligger blot 500 meter fra Lunds Universitet.

Derfor indgik Ideon i 2019 i et partnerskab med Blue Science Park i Karlskrona, Kista Science City i Stockholm, Linköping Science Park, Luleå Science Park i Norrland samt Lindholmen Science Park i Göteborg.

Planen er, at alle parker i fællesskab vil kigge ud til andre europæiske lande for at tiltrække højtkvalificeret arbejdskraft til Sverige.

– Hvad vi planlægger at gøre, er at række ud til nærområdet og tiltrække talenter ind til vores parker, for hvis ikke vores selskaber kan vækste, som de ønsker, så flytter de andetsteds hen, siger Mia Rolf, der siden 2016 har været CEO på Ideon og tilføjer, at byer som Amsterdam og Gdansk er steder, hvor rekrutteringsindsatsen efter planen vil foregå.

Mange af virksomhederne på Ideon har svært ved at skaffe de rette kompetencer, fortæller Mia Rolf. Særligt er det kompetencer inden for programmering, indlejrede systemer, digitalt, intelligent teknik, som der er efterspørgsel på, nævner hun.

Netop disse kompetencer er vigtige for de seks parker, da de til sammen har omtrent 2.400 virksomheder inden for ICT (Information Communications Technologies). I disse år er ICT en stærk udviklingsdriver inden for blandt andet healthtech-området, nævner Mia Rolf.

Tiltrækning af talent, som også er et hovedmål i Sveriges life science-strategi fra 2019, er ikke det eneste, der forener de seks science parker i rekrutteringspartnerskabet.

Målet er også at samarbejde på inden for blandt andet kunstig intelligens og cybersikkerhed, så Sverige kan blive et af EU’s såkaldte Digital Innovations Hubs (DIH), hvor formålet er at rådgive og inddrage små og mellemstore virksomheder i den digitale omstilling.

Mobile Heights Center (MHC) er en non-profit cluster-organisation på Ideon-området i Lund, som fokuserer på ICT-kompetencer. Netop ICT-kompetencer vil Ideon rekruttere flere af til Lund de næste år. Foto: News Øresund.

International tilgang
De seneste år har et væsentligt udviklingstræk for Ideon været at vende blikket ud mod Europa og resten af verden, fortæller Mia Rolf, blandt andet fordi mange af virksomhederne tidligt har globale ambitioner.

– I stedet for at være en science park i Lund for Lund, så har vi været ganske tydelige med, at vi er en science park for verden, som findes i Lund, siger hun.

Det internationale fokus er forstærket ved, at UNOPS – FN’s globale enhed for projekt-implementering med hovedsæde i København – i oktober 2019 åbnede et innovationscenter i parken.

Det skal have fokus på disruptive teknologiløsninger. Siden 2017 har al kommunikation på området foregået på engelsk, og bidrag til verdensmålene er blevet en del af adgangs-kriterierne for at blive optaget i Ideons incubatorprogram, der pt rummer 21 selskaber.

Bygningerne på Ideon-området er ejet af ejendomsselskaberne Wihlborgs og Castellum. Det muliggør ifølge Mia Rolf, at udenlandske selskaber som Huawei, Sony og Schneider Electronics har slået sig ned i parken i modsætning til andre science parker i Skåne, hvor parken kun er for svenske virksomheder på grund af offentlig finansiering. Det fjerner dog ikke et lokalt fokus.

– Vi skal skabe flere jobs og flere virksomheder i Skåne. Det er vores opdrag. Men hvordan vi gør det, er op til os, så vi kan faktisk være lidt mere frie og internationale, siger Mia Rolf.

Ideon fokuserer på medicinteknik og healthtech inden for life science. Science parkens virksomheder arbejder også inden for ‘smart cities’, ’transportation of the future’ og ’smart materials’. Foto: News Øresund

Vilkår rundt om opfindelsen er væsentlige
I forhold til at styrke life science-branchen i Skåne mener Mia Rolf, at mere lempelige arbejdsmarkedsregler for opstartsvirksomheder er nødvendige, da brugen af selvstændige konsulenter er udbredt.

Derudover mener hun, at Ideon bidrager med to ting til branchen: Tilvækst og viden. Parkens kursusforløb inden for open innovation og scale up kan hjælpe såvel etablerede life science-virksomheder og start ups, mener hun.

– Det kan være helt andre kompetencer, du behøver at have for at vækste: hvilke alliancer skal du knytte, hvilke markeder skal du gå ind på, hvordan sætter du bestyrelsen op, så du får bedst støtte. Alt det her andet rundt om innovationen, det tilbyder vi life science-branchen, siger Mia Rolf.

News Øresund – Kristoffer Dahl Sørensen

 


NEWS ØRESUND er et resultat af et udviklingsprojekt med Interregfinansiering, som blev gennemført i samarbejde mellem Roskilde Universitet, Lunds universitet og Øresundsinstituttet. Siden 2015 fortsætter udviklingen af News Øresund som en del af Øresundsinstituttet. I 2019-2020 forstærker News Øresund den uafhængige dækning af regionens life science-cluster gennem Øresundsinstituttets engagement i Interregprojektet GC life science analysis initiative

ØRESUNDSINSTITUTTET er et uafhængigt dansk-svensk videncenter, der gennem analyser, fakta, konferencer og medievirksomhed bidrager til et øget kendskab om udviklingen i regionen. Virksomheden drives uden henblik på at skabe et overskud og med finansiering fra godt 100 medlemmer fra stat, regioner, kommuner, universiteter og det private erhvervsliv i Danmark og Sverige.

Nyhederne fra News Øresund kan frit gengives, hvis News Øresund angives som kilde. 

Kontakt os: redaktion (at) newsoresund.org
Mere info: www.newsoresund.org / www.oresundsinstituttet.org

Læs mere

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Aktuelle nyheder

Innovation18. april 2024

Innovation bliver en kerneopgave på Rigshospitalet

Efter i den seneste dekade i stigende grad at have arbejdet med “innovation”, er innovation siden sidste år blevet indlemmet...

Arbejdsmarked18. april 2024

Milliarder i samfundsøkonomisk gevinst i Øresundsregionen, hvis grænsehindringer over Øresund afvikles, viser ny analyse

Øresundsregionens arbejdsmarked er kun integreret til 17 pct. Men hvis arbejdsmarkedet bliver integreret fuldt ud, vil det føre til en...

Forskning18. april 2024

Nordisk rapport: Ingen klar sammenhæng mellem valutapolitik og vækstudsving

På trods af at de nordiske lande har valgt forskellige valutapolitikker, hvor Finland og Danmark enten har euroen eller en...

Politik18. april 2024

Sundheds- og kriminalforsorgen modtager de største bidrag i Sveriges såkaldte forårsbudget

Der uddeles 17,3 milliarder svenske kroner i årets svenske forårsbudget, der er et årligt tillægsbudget til det store årsbudget (finansloven)...

Norden18. april 2024

Tæt og forenet nordisk forsvarssamarbejde betonet i paneldiskussion på den svenske ambassade

Det er naturligt og positivt, at de nordiske og baltiske lande samarbejder tættere om forsvarsspørgsmål inden for NATO, sagde nordiske...

Infrastruktur18. april 2024

Behov for øget nordisk samarbejde inden for transport og infrastruktur, viser ny rapport

Der er behov for radikale forbedringer i transportsektoren for at nå visionen om at gøre Norden til verdens mest bæredygtige...

Miljø18. april 2024

Naturvårdsverket, den svenske forvaltningsmyndighed inden for miljøområdet: Sverige vil ikke nå hverken nationale klimamål eller EU-mål med de nuværende politiske beslutninger

Hvert år analyserer Naturvårdsverket Sveriges betingelser for at nå de fastsatte klimamål. Dette års gennemgang viser, at afstanden til de...

Trending

Copyright © 2017 Zox News Theme. Theme by MVP Themes, powered by WordPress.