Følg os på

Infrastruktur

Københavns overborgmester: Hvis den svenske stat vil betale for en Øresundsmetro, kan vi komme hurtigere i gang

Publiseret

 

En Øresundsmetro fra København til Malmø ville være godt for regionen, mener politikere i begge byer. Men Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) er klar over, at en Øresundsmetro konkurrerer om penge og arbejdskraft med en udvidelse til flere dele af København og tror derfor, at der kan træffes en hurtigere beslutning, hvis Sverige tilbyder at betale for Øresundsmetroen. Det skriver Politiken. Foto: News Øresund

Borgmestrene i København og Malmø er sammen med Dansk Industri enige om, at en Øresundsmetro mellem byerne vil gavne hele regionen, skriver Politiken. Men det ville formentlig ske på bekostning af andre store danske infrastrukturprojekter, skriver avisen. Samtidig oplyser Transportministeriet til Politiken, at man ikke har fået indikationer på, at der fremover vil være kapacitetsmangel på Øresundsforbindelsen. Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) har dog bud på en løsning – lad Sverige betale for en Øresundsmetro.

“Hvis den svenske stat gerne vil betale for anlæggelsen af øresundsmetroen, så kunne vi komme hurtigere i gang uden at skulle gå på kompromis med de andre metrolinjer, som vi har et ønske om at udvikle i København”, siger Sophie Hæstorp Andersen til Politiken.

Nyt liv til idéen om Øresundsmetroen
Politiken fremhæver i sin overskrift, at “ideen om metro til Malmø får nyt liv”. I et interview med Katrin Stjernfeldt Jammeh (S), formand for kommunalbestyrelsen i Malmø, fremhæves argumenterne for en Øresundsmetro:

  • Når Femern Bælt-tunnelen åbner i 2029, stiger trafikken af godstog, og der er risiko for, at jernbanen over Øresundsbroen ikke vil være tilstrækkelig.
  • En Øresundsmetro vil halvere rejsetiden mellem København og Malmø, fra 40 minutter med tog over broen til 20 minutter med metro.
  • Den høje arbejdsløshed i Malmø og manglen på arbejdskraft i København skaber i kombination med en Øresundsmetro gode rekrutteringsmuligheder for dansk erhvervsliv. Arbejdsmarkedsregionen vokser.

København undersøger flere nye metrolinjer – også til Malmø
Tidligere på foråret besluttede forligskredsen bag Lynetteholm at afsætte penge til at undersøge muligheden for at bygge yderligere metrolinjer ud over den planlagte M5. Det gælder både nye linjer i Storkøbenhavn og til Malmø (men i tilfælde af en Øresundsmetro kun hvis der er “ekstern finansiering til projektet”). “Det er en rigtig god idé med metro til Malmø. Det vil være en gamechanger”, siger Sophie Hæstorp Andersen til Politiken. Hendes borgmesterkollega på Frederiksberg, Michael Vindfeldt, er enig i, at en metro til Malmø er en god idé, men siger til Politiken, at det er en endnu bedre idé at starte med flere metroer til de tættest befolkede områder i København.

Flere udfordringer for en Øresundsmetro – ingen kapacitetsmangel på broen, mener Transportministeriet
Politiken konstaterer, at der er en række udfordringer for en metro mellem København og Malmø og påpeger, at der er yderligere to forslag til en ny fast forbindelse over Øresund: en vej- og togtunnel mellem Helsingør og Helsingborg samt Europasporet mellem København og Landskrona.

  • Trods eventuel EU-støtte forventes det ikke, at en Øresundsmetro vil være selvfinansierende. Desuden er der allerede mangel på arbejdskraft til udbygning af fjernvarme og anden infrastruktur i København. Derfor er der en risiko for, at etableringen af en Øresundsmetro vil være på bekostning af andre infrastrukturprojekter, konstaterer Politiken.
  • De samfundsøkonomiske effekter er negative. Kun hvis metroens større driftssikkerhed i forhold til jernbanen medregnes, bliver regnestykket positivt, skriver avisen med henvisning til trafikforsker og professor Otto Anker Nielsen fra DTU og rapporten fra 2021 fra Malmø og København udarbejdet af Incenetive. Otto Anker Nielsen er også skeptisk over for, om en metro reelt aflaster Øresundsbroen med tanke på de mange togpassagerer, der rejser fra Göteborg, Helsingborg og Växjö til Københavns Lufthavn, og som han ikke tror vil skifte fra tog til metro i Malmø.
  • Den danske transportminister Thomas Danielsen (V) siger i et skriftligt svar til Politiken, at der ikke er nogen nationale planer om en metro til Malmø. “Det vil forventeligt være et stort og omkostningstungt projekt, og vores fokus er for nuværende på etableringen af metroen til København Syd samt en metrolinje til Lynetteholm, som i sig selv er to store projekter.”
  • Der er ingen indikationer på kapacitetsproblemer på Øresundsforbindelsen for hverken gods eller passagerer, skriver Transportministeriet i samme svar.

(News Øresund)

 

 

 

Læs mere

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Aktuelle nyheder

Danmark17. januar 2025

Byggeriet af supersygehus i København ramt af den “perfekte storm” – forsinket med otte år

Flere af byggerierne af supersygehusene i Danmark er af flere omgange blevet udskudt, men særligt udbygningen af Bispebjerg Hospital i...

Infrastruktur16. januar 2025

Trafikverkets generaldirektør vil fremskynde udbygningen af jernbanen mellem Lund og Hässleholm

Kritikken af, at udvidelsen af jernbanen mellem Lund og Hässleholm til fire spor tidligst kan være færdig i 2043, støttes...

Forskning16. januar 2025

Strategisk partnerskab mellem Lunds Universitet og kommunen omkring 25-års jubilæumsfejringen af Campus Helsingborg

Næsten 25 år efter indvielsen af Lunds Universitets afdeling Campus Helsingborg meddeler universitetet og kommunen, at de har indgået et...

Danmark16. januar 2025

Første spadestik til udvidelsen af togstationen i Københavns Lufthavn i Kastrup

I mandags blev det første spadestik taget til udvidelsen af togstationen i Københavns Lufthavn i Kastrup, skriver Sund & Bælt...

Infrastruktur16. januar 2025

Norske Vy tester sommertog mellem Malmø-Oslo og håber på tog til København

Til sommer vil passagerer kunne tage direkte tog mellem Malmø og Oslo. Det er norske Vy, der står bag initiativet,...

Life Science16. januar 2025

Medicinalvirksomheden Polypeptide i Malmø ansætter 100 medarbejdere – boom for fedmemedicin øger efterspørgslen på deres peptidbaserede råvarer

At den nye tids lægemidler mod fedme og diabetes er blevet en global bestseller, skaber også nye arbejdspladser på den...

Arbejdsmarked16. januar 2025

Dansk-svensk sejr over for EU’s mindsteløn

EU-domstolens generaladvokat, Nicholas Emiliou, anbefaler, at EU-direktivet om mindsteløn annulleres i sin helhed, da han mener, at det er i...

Trending

Copyright © 2017 Zox News Theme. Theme by MVP Themes, powered by WordPress.