Tre spørgsmål til Marius Sylvestersen, der fra sidste uge er innovationscenterchef på Københavns Universitet. Stillingen er nyoprettet og er en del af et initiativ, der har til formål at samle universitetets innovationsarbejde i ét center. Marius Sylvestersen mener, at de fleste nye ideer skabes tværfagligt og ved at tage udgangspunkt i eksisterende udfordringer i samfundet, og han ser også muligheder for mere samarbejde over Øresund.

Marius Sylvestersen. Foto: Københavns Universitet

Din stilling som innovationscenterchef på Københavns Universitet er ny – hvad indebærer den?

– Det er lidt specielt at få et job, som ingen har haft før, og der er meget der skal defineres. Universitetet har en lang historie med innovation og iværksætteri, som årligt skaber omkring 300 virksomheder på baggrund af innovation. Nu har hvert af de seks fakulteter, hver deres aktiviteter, og der er tre innovationshubs, som nu samlet i et center og flytter ind i en bygning, som bliver kernen i aktiviteterne – et fysisk mødested, hvor folk mødes på tværs af fakulteterne, og hvor vi kan afholde arrangementer. Det har man mørket under coronaen, at der sker noget andet, når man kan mødes fysisk. Det betyder også, at viden om innovationer samles. Nogle fakulteter er gode til patenter, andre til at undervise i innovation og andre til at skabe strategiske partnerskaber med industrien – hvis vi kunne sprede det til flere dele af universitetet, ville det give mere. Det er et meget ambitiøst initiativ, som er forankret i ledelsen. Der er blevet udført analyser, og der er blevet afholdt workshops for interessenterne, og det har taget to år at udarbejde, så der er et solidt grundlag.

Hvad tror du, er det vigtigste, der skal til for at få flere innovationer og virksomheder fra forskning på universiteterne?

– Det, man kan gøre mere af, er at tænke på tværs. Innovativ tænkning opstår, når forskellige discipliner mødes, når et problem har mange dele, og der opstår noget nyt i grænselandet mellem forskellige videnskaber. Den anden ting, du kan gøre mere, er at forsøge at være nysgerrig på, hvad de store problemer er i verden, i byerne og i samfundet. Problemløsning højnerinnovationsniveauet, ikke mindst inden for bæredygtighed og den nye IPCC-rapport, der viser, at vi er endnu længere væk fra at løse klimaudfordringerne, end vi troede. Der skal forskning, innovation og nye teknologier til for at bremse den globale opvarmning. At interessere sig for omverdenen kan være en måde at øge innovationskraften på. Det kan gøres ved at gå mere i dialog med virksomheder, byer og NGO’er og mødes med dem, der skal udvikle fremtidens løsninger eksempelvis indenfor mobilitet i f.eks. København eller Malmø – hvad er det, de kæmper med? Hvilke data mangler de for at skabe en smartere infrastruktur? Gennem dialog med andre kan forskere få en bedre forståelse af den viden, de har, og hvordan den kan ændre verden.

Hvordan ser du mulige samarbejdsmuligheder med svenske universiteter, virksomheder eller investorer?

– Jeg har selv tidligere arbejdet med Greater Copenhagen Committee, og hvis man ser på regionen udefra, fra Kina eller USA, er der ikke de store forskelle. Der er allerede flere samarbejder gennem ESS og MAX IV. Med en infrastruktur i verdensklasse kan der opnås et højere niveau af forskningsekspertise, som skal bruges til at etablere partnerskaber. Universiteterne skal tale sammen, de har forskellige historie og traditioner for at arbejde med erhvervslivet. F.eks. har den svenske side store industrivirksomheder, hvilket vi ikke har i Danmark. Hvad giver det universiteterne i Sverige at have en tung industri i form af muligheder og udfordringer? Der er interessante udfordringer, som vi deler, og alle de aktører, der arbejder for innovationssystemet, uanset om det er i Malmø, København eller Aarhus, står stærkere sammen, end hvis de alle arbejder hver for sig – vi får større enheder at arbejde med. Jeg tror på det brede økosystem.

(News Øresund – Jenny Andersson)