Uddannelsestilbuddene i Skåne matcher overordnet life science-branchens regionale kompetencebehov. Det fremgår af en ny rapport, som Øresundsinstituttet står bag. Rapporten er baseret på en række interviews med branchefolk og en rundspørge iblandt ca. 120 virksomheder i branchen, som er en strategisk udpeget styrkeposition i Skåne.
Sektoren, der er i vækst og beskæftiger ca. 7.500 ansatte i Skåne, angiver dog, at de oplever en vis mangel på medarbejdere med såkaldte STEM-kompetencer og ekspertise inden for det regulatoriske og kommercielle område. Med STEM menes uddannelser inden for Science, Technology, Engineering og Mathematics.
Mere fokus i uddannelsessystemet på industrikontakt og øget ekspertise inden for fx automation, digitalisering og entreprenørskab bliver også fremhævet af branchefolk som nødvendigt for at forbedre matchningen mellem uddannelser og branchens fortsatte udvikling.
Ca. 120 life science-rettede uddannelser findes i Skåne, og omkring 8.500 studerende er tilknyttet en life science-uddannelse i Skåne, beskriver rapporten. Heraf studerer 4.800 life science-studerende på Lunds Universitet, mens ca. 1.800 life science-studerende er tilknyttet Malmøs universitet, som derved uddanner næst flest life science-studerende i Skåne.
Rapporten er en del af et EU-Interreg-projekt, som drives i samarbejde mellem Medicon Valley Alliance og Øresundsinstituttet og medfinansieres af Region Skåne og Region Sjælland. (News Øresund)
NEWS ØRESUND er et resultat af et udviklingsprojekt med Interregfinansiering, som blev gennemført i samarbejde mellem Roskilde Universitet, Lunds universitet og Øresundsinstituttet. Siden 2015 fortsætter udviklingen af News Øresund som en del af Øresundsinstituttet. I 2019-2022 forstærker News Øresund den uafhængige dækning af regionens life science-cluster gennem Øresundsinstituttets engagement i Interregprojektet GC life science analysis initiative.
ØRESUNDSINSTITUTTET er et uafhængigt dansk-svensk videncenter, der gennem analyser, fakta, konferencer og medievirksomhed bidrager til et øget kendskab om udviklingen i regionen. Virksomheden drives uden henblik på at skabe et overskud og med finansiering fra godt 100 medlemmer fra stat, regioner, kommuner, universiteter og det private erhvervsliv i Danmark og Sverige.
Nyhederne fra News Øresund kan frit gengives, hvis News Øresund angives som kilde.
Kontakt os: redaktion (at) newsoresund.org
Mere info: www.newsoresund.org / www.oresundsinstituttet.org