Tre spørgsmål til Fredrik Adolfsson, togsteward, som den 31. august har sidste arbejdsdag på Øresundstogene mellem Malmø og København. Til efteråret skifter han denne arbejdsplads ud med SJ’s fjerntog, men han forlader ikke regionen helt, da København er en af destinationerne. Fredrik Adolfsson er kendt blandt sundets pendlere, blandt andet for sine daglige lister på sociale medier med information om, hvor lange togene er, hans glade humør og positive modtagelse af passagererne – men også for sit overskæg.

Hvad virker tiltrækkende ved det nye job?

– Lidt fred og ro, vil jeg sige. Sommeren har været den hidtil hårdeste med stigende rejseaktivitet over hele linjen. Der har været sommerbilletter, og vi har haft en corona-fri tid med fri mobilitet, så alt har været fuldt booket. Samtidig har vi kørt med korte tog; mange tog er på værksted, hvor de også har været ferie-ramt. Det giver overfyldte tog. Jeg tog ret tidligt en beslutning om, at jeg er træt af de propfulde tog og har brug for lidt fred og ro fremover. Mit hjerte bløder, når jeg bliver nødt at efterlade de rejsende på stationen, fordi toget er overfyldt. Mange faktorer har haft indvirkning på min beslutning om at stoppe. Personalet har kæmpet bravt, og mange af os blev skuffede, da aftalen mellem Skånetrafiken og SJ Öresund om at køre Øresundstogene også blev opsagt før tid.

– Jeg fylder snart 50, og jeg følte, at hvis jeg ikke handler nu, vil jeg have forpasset muligheden for at skifte spor. Det føltes naturligt, og det er på tide. Jeg har fået mange kommentarer fra pendlere, som synes, det er trist, at jeg stopper, men samtidig forstår de det. Det er ikke så sjovt, når man har overfyldte tog og med blødende hjerte skal efterlade rejsende.

– Det er blevet vældigt hypet, at jeg har tænkt mig at stoppe. Radio Malmöhus har interviewet mig, og Sydsvenskan har skrevet en virkelig fin artikel. Min bror ringede fra Spanien og sagde: Du er den eneste, jeg kender, som har fået en helsides artikel, fordi du skifter job. Det er ret cool, for folk vil huske en og tale om det. Der bliver jo også lagt mærke til, at jeg farver mit overskæg. Det skal være en oplevelse at rejse med tog, og hvis jeg kan bringe glæde til andre, har jeg gjort mit arbejde godt.

Hvilke strækninger skal du fremover arbejde på, og hvad tror du vil være anderledes i dit nye job?

– Der vil først og fremmest være siddende rejsende og til andre byer, herunder Linköping, Stockholm, Göteborg, København – jeg opgiver ikke København helt – og på sigt kan det måske også blive Hamborg. Det er virkelig spændende og lidt som at starte i 1. klasse i skolen igen efter 17 år i branchen. I starten skal jeg på kursus i de nye vogntyper. Senere skal jeg lære en helt anden måde at arbejde på; man tjekker ikke på billetter på samme måde, og der er også kaffeservering, som jeg synes er sjovt. Jobbet vil være varieret, nogle gange kan du stå i bistroen. Jeg kommer til at arbejde, som jeg vil, med service og interaktion med de rejsende, så længe de vil.

Hvordan ser du situationen i Øresundstrafikken?

– Vi lever i kølvandet på coronavirussen, hvor fabrikkerne, der leverer reservedele til togene, halter bagefter. Det er en bøvlet situation for dem på værkstedet, fordi det er svært for dem at kunne levere, det forstår jeg godt. Der er lige så mange rejsende som før pandemien, men vi mangler vogne. Der er udfordringer mange steder og på mange måder. Jeg føler også med pendlerne, de har haft et svært år og en rigtig hård sommer. Andre rejsende reagerer ikke så meget på det, fordi de som regel skal med toget til noget sjovt. De synes selvfølgelig også, der er varmt og overfyldt i togene, men de glemmer det hurtigt. For pendlerne venter der senere på dagen en ny tur – i helt den samme dur.

(Nyheder Øresund – Jenny Andersson)