Region Hovedstadens syv hospitaler vil samarbejde med incubatoren BioInnovation Institute i København for at styrke dansk life science-iværksætteri. Danske universiteter og Ferring Pharmaceuticals samarbejder i forvejen med incubatoren og den erhvervsdrivende fond, som er støttet af Novo Nordisk Fonden.
Lovende life science-projekter fra universitets- og hospitalsmiljøerne i Region Hovedstanden kan nu også blive en del af BioInnovation Institute (BII) i København.
Det sker efter, at incubatoren har indgået et partnerskab med Region Hovedstaden. Det oplyser BII i en pressemeddelelse.
Aftalen indebærer, at Region Hovedstaden skal hjælpe BII med at spotte de mest interessante og tidlige forskningsprojekter inden for life science. BII vil herefter støtte hvert projekt over en treårig periode med op til 18 mio. danske kroner.
Rådgivning og adgang til kontor- og laboratorieplads på BII bliver også en mulighed for de udvalgte projekter i det såkaldte BII Faculty Program.
Region Hovedstaden omfatter syv hospitaler, og i 2020 blev et forskningshold på Hvidovre Hospital tæt på København som de første en del af programmet.
BII har i forvejen lignende partnerskabsaftaler med danske universiteter samt Ferring Pharmaceuticals, som har anlægning både i København og i Malmø. Incubatoren har dertil tidligere støttet en forskningsgruppe i Lund.
I 2020 overgik BII til at blive en selvstændig fond med udsigt til 350 mio. danske kroner i årlig støtte fra Novo Nordisk Fonden. (News Øresund)
NEWS ØRESUND er et resultat af et udviklingsprojekt med Interregfinansiering, som blev gennemført i samarbejde mellem Roskilde Universitet, Lunds universitet og Øresundsinstituttet. Siden 2015 fortsætter udviklingen af News Øresund som en del af Øresundsinstituttet. I 2019-2021 forstærker News Øresund den uafhængige dækning af regionens life science-cluster gennem Øresundsinstituttets engagement i Interregprojektet GC life science analysis initiative.
ØRESUNDSINSTITUTTET er et uafhængigt dansk-svensk videncenter, der gennem analyser, fakta, konferencer og medievirksomhed bidrager til et øget kendskab om udviklingen i regionen. Virksomheden drives uden henblik på at skabe et overskud og med finansiering fra godt 100 medlemmer fra stat, regioner, kommuner, universiteter og det private erhvervsliv i Danmark og Sverige.
Nyhederne fra News Øresund kan frit gengives, hvis News Øresund angives som kilde.
Kontakt os: redaktion (at) newsoresund.org
Mere info: www.newsoresund.org / www.oresundsinstituttet.org