Politik
Rødgrøn blok står til at vinde regionsvalget i Skåne – såfremt Miljøpartiet ikke skifter side


Regionsvalget i Skåne d. 9 september er præget af tæt løb mellem de politiske blokke. Dog kan partier som Miljøpartiet og Sverigedemokraterna svinge favøren i den retning, de finder ret, da de ikke nødvendigvis er låst fast i nogen politisk blok. Ved forrige regionsvalg i 2014 indtog den socialdemokratiske Henrik Fritzon (billede) pladsen som regionrådsformand. Foto: News Øresund – Johan Wessman
Der er tæt løb mellem rødgrøn og blå blok op til regionsvalget i Skåne, viser Novus seneste meningsmåling. Den rødgrønne blok, udgjort af Socialdemokraterna og Miljøpartiet og med støtte fra Vänsterpartiet, har taget føringen med få procentpoint. Miljøpartiet har dog ved tidligere valg vist, at de ikke er sky for at danne flertal med de blå partier.
Den politiske magt i Skåne afhænger på nuværende tidspunkt af Miljøpartiets valg. Vælger de at støtte et socialdemokratisk regionsråd, vil der være flertal for det. Men vælger de modsat at støtte et borgerligt regionsråd, vil der ligeledes være flertal for det.
Samlet set har Socialdemokraterna, Miljøpartiet og Vänsterpartiet 39,1 procent af stemmerne, viser Novus-målingen. Dertil har koalitionen af borgerlige partier (Alliansen) samlet set 37,9 procent af stemmerne. Miljøpartiet har selv 4,3 procent af stemmerne.
Dermed kan Miljøpartiet svinge udfaldet af regionsvalget i den favør, som de finder bedst. Det gjorde de for eksempel også i de to mandatperioder 2006-2014, hvor det skånske regionsråd dermed var blågrønt.
Den helt store tunge på vægtskålen er dog Sverigedemokraterna, som med deres 19,6 procent af stemmerne kan male regionsrådet den farve, som de ønsker. De har allerede tidligere på året luftet ideen om at indgå samarbejde med Socialdemokraterna, da partiet på lige linje med Sverigedemokraterna går ind for strammere flygtningepolitik, mener partiformanden Jimmie Åkesson (SD), til TT.
Problemet med den idé er dog, at de andre partier ikke har tradition for at ville samarbejde med Sverigedemokraterna. Socialdemokraterna har endda taget meget direkte afstand fra dem på netop flygtningeområdet:
– Alle ved, at Socialdemokraterna aldrig kommer til at arbejde sammen med Sverigedemokraterna, så hvad Jimmie Åkesson synes om vores flygtningepolitik, det er ganske uinteressant, siger Socialdemokraternas partisekretær, Lena Rådström Baastad, til Expressen.
Det skal dog understreges, at udmeldingerne fra Åkesson og Baastad tager udgangspunkt i en rikspolitisk diskussion, ikke en regionspolitisk. Der kan derfor være væsentlige forskelle i politikernes lyst til at indgå samarbejder med andre partier, alt afhængig af om det er rikspolitik eller regionspolitik.
I dag er Skånes regionsråd udgjort af 12 medlemmer. De har en Socialdemokratisk regionsrådsformand, Henrik Fritzon, samt fem andre socialdemokratiske medlemmer. Tre medlemmer er fra Miljøpartiet, to fra Moderaterna og en enkelt fra Sverigedemokraterna.
(News Øresund)
Fakta – Stemmeprocenter i dag kontra valget i 2014
Partinavn – Stemmeprocent i dag – Stemmeprocent 2014
Socialdemokraterna – 26,5 % – 32,4 %
Moderaterna – 22,2 % – 22,3 %
Sverigedemokraterna – 19,6 % – 14,5 %
Vänsterpartiet – 8,3 % – 5,3 %
Centerpartiet – 6,5 % – 4,2 %
Liberalerna – 6,0 % – 5,9 %
Miljøpartiet – 4,3 % – 6,7 %
Kristdemokraterna – 3,2 % – 3,3 %
Øvrige – 3,4 % – 5,4 %
Undersøgelsen er baseret på 1.000 interviews med stemmeberettigede personer i perioden 24. maj – 6. juni.
Kilde: Undersøgelsen er foretaget af analyseinstituttet Novus på vegne af HD/Sydsvenskan.
-
Danmark19. maj 2017
Greater Copenhagen ønsker at regeringerne undersøger en ny HH-forbindelse allerede i år
-
Danmark06. september 2019
Dansk rejsekortautomater findes nu også på Triangeln og Hyllie station
-
Erhverv08. oktober 2020
Ny liste over Danmarks 1.000 største virksomheder – Mærsk solid etter
-
Interviews14. januar 2021
PolyPeptide ønsker fortsat at vækste i Malmø – søger kemikere med flair for automation
-
Øresund01. juli 2020
Sådan fejredes Øresundsbroens 20-årsjubilæum: Lukas Graham-koncert på pylontop, digitale isgavekort til togrejsende og ny interesseorganisation for en Øresundsmetro
-
Danmark16. september 2019
Transportminister vil udrede togtrafik Helsingør og Kastrup, når Øresundstoget stopper trafikering af Kystbanen
-
Erhverv09. september 2022
Aldrig før er Danmarks største virksomheder vokset så hurtigt
-
Ugebrev14. juni 2021
Læs News Øresunds ugebrev 23