Infrastruktur
Svensk storsatsning på højhastighedstog
Borgmestrene i tre skånske byer mødtes forrige uge ved konferencen Real Estate Øresund – Anders Almgren (Socialdemokraterna) fra Lund, Katrin Stjernfeldt Jammeh (Socialdemokraterna) fra Malmö og Peter Danielsson (Moderaterna) fra Helsingborg. De var enige om, at de ikke var enige, men alle tre understregede samtidig, at de vil være enige til sommer om både Sverigeforhandlingen og Greater Copenhagensamarbejdet. Foto: News Øresund.
En svensk satsning på højhastighedstog, der er i stand til at køre 320 kilometer i timen skal reducere rejsetiden mellem Stockholm og Malmö til 2,5 timer. I fredags mødtes otte skånske kommuner og Region Skåne for blandt andet at blive enige om, hvor højhastighedsbanen skal føres gennem det sydlige Sverige.
Skal en fremtidig højhastighedsbane gå over Helsingborg eller Hässleholm inden den når frem til Malmö? Det var et af spørgsmålene, som stod på dagsordenen for fredagens politiske topmøde mellem otte kommuner og Region Skåne. Næste år indledes forhandlingerne med den svenske stat om en række store infrastruktur- og boligsatsninger, og så er det målet, at Skåne skal have en fælles holdning og strategi.
”De vigtigste spørgsmål er, hvordan Skåne ser på disse forhandlinger, hvordan man ser på medfinansieringen og om der findes en enighed, så Skåne kan fremstå med en stemme,” siger Mikael Stamming, Region Skånes udviklingsdirektør til News Øresund.
Med på mødet var kommunalpolitiker og embedsmænd fra Malmö, Helsingborg og Lund, Kristianstad, Hässleholm, Landskrona, Trelleborg og Ystads kommuner, som for første gang drøftede projektet i fællesskab.
Desuden deltog to forhandlere fra den svenske stat for at fortælle om den såkaldte Sverigesforhandling. Den indebærer, at der i fremtiden skal gå højhastighedstog på helt nye baner mellem Stockholm og Malmö samt Stockholm og Göteborg, at der skal bygges mindst 100.000 boliger samt gøres infrastrukturinvesteringer i de største byer. Men mere præcist, hvordan ressourcerne skal fordels besluttes først efter regionale diskussioner.
”Det vil være en rendyrket forhandling, som indledes næste vinter. Ifølge komitedirektivet, skal forhandlerne vurdere, hvor nytten kan blive størst, hvor man kan bygge mange boliger, hvor man kan få rejsetidsgevinster og en bedre kobling til den offentlige trafik og hvad man kan kræve af medfinansiering,” siger Mikael Stamming.
Sverigeforhandlingerne har et bredt politisk støtte i den svenske riksdag. Det er den samme satsning, som den tidligere borgerlige regering indledte under navnet Sverigebyggeriet, som den nuværende regering bestående af Socialdemokraterna og Miljöpartiet nu har overtaget. Det er de samme personer, der leder Sverigeforhandlingen, som tidligere varetog forhandlingen om Sverigebyggeriet.
I øjeblikket er de skånske kommuner ikke enige om, hvordan den fremtidige højhastighedsbane skal føres gennem Skåne. Her har Sverigeforhandlingerne en tæt tilknytning de skånske diskussioner om at deltage i det nye danske Greater Copenhagen-samarbejde.
Det danske samarbejder omfatter Region Hovedstaden, Region Sjælland og 46 danske kommuner. Målet er at øge væksten i regionen gennem at skabe en samlet markedsføring og et fælles varemærke – Greater Copenhagen. De skånske kommuner og Region Skåne er blevet inviteret til at deltage i samarbejdet, men de er ikke blevet enige om en fælles holdning. Helsingborg vil slutte sig til det danske samarbejde, mens Malmös borgmester, Katrin Stjernfeldt Jammeh (Socialdemokraterna) har gjort det klart, at byen for nuværende ikke vil deltage i et samarbejde, som hun beskriver som et dansk projekt med tæt tilknytning til den statslige danske hovedstadsstrategi. Det er ikke aktuelt at lade Malmös turist- og erhvervsorganisationer blive en del af Greater Copenhagen, meddeler hun til News Øresund, men understreger samtidig, at byen længe har haft et tæt samarbejde med København, som skal øges indenfor udvalgte områder og gerne i forbindelse med Greater Copenhagen.
”Sverigeforhandlingerne bliver en test for hvor langt vi er nået i Skåne. For at vi skal komme stærke gennem dette, må vi samle os i kommunerne og sammen med regionen,” sagde Katrin Stjernfeldt Jammeh under en debat ved Øresundsinstituttets ejendomskonference Real Estate Øresund forrige uge.
Hendes borgmesterkolleger fra Lund og Helsingborg gjorde det i debatten klart, at de endnu ikke var enige, men at de alle sigter mod at nå en enighed inden sommeren i både Sverigeforhandlingerne som i diskussionen om Greater Copenhagen.
”Vi må få svar på, hvad vi skal gøre med fremtidens Øresundsforbindelser, Västkustbanen op til Göteborg og Skånebanen til Kristianstad,” sagde Helsingborgs borgmester Peter Danielsson ved debatten.
”Hvis vi kan lade vores embedsmænd sidde ned og gennemgå hele infrastrukturpakken for at finde et kompromis, så kan vi siden indkalde til topmøde, hvor vi politikere når til enighed. Derefter kan vi fremlægge dette for Stockholm og København.
Samtidig trækker Landskrona Kommune i sin egen retning. I løbet af ugen besluttede Landskronas kommunalbestyrelse, at de vil fremlægge deres egen løsning, hvor der bygges en jernbanetunnel mellem Landskrona og København. De mener, at tunnelen er nødvendig for at klare den trafikstigning over Øresund, som ventes med et svensk højhastighedstog og den nye tunnel mellem Danmark og tyskland, som skal stå klar 2021. Landskronas planer konkurrerer dermed med planerne for en fast forbindelse mellem Helsingborg og Helsingør samt Malmö og Københavns diskussioner om en eventuel Øresundsmetro mellem byerne (News Øresund – Anna Palmehag og Johan Wessman)
Fakta: Sverigeforhandlingen
Sverigeforhandlingens sekretariat skal forhandle med kommuner og regioner lands de planlagte højhastighedsjernbaner for med hjælp af øget grundværdier og regionale og lokale penge nå frem til et endeligt forslag til finansiering af en svensk højhastighedsjernbane.
Den svenske højhastighedsjernbane skal forbinde Stockholm og Göteborg samt Stockholm og Malmö med tog, som er i stand til at køre 320 kilometer i timen. Fra Stockholm-Linköping føres den nye jernbane til Jönköping, hvor den deler sig mod Göteborg og Malmö. Rejsetiden mellem Göteborg og Stockholm bliver to timer, og mellem Malmö og Stockholm 2,5 timer.
Projektet skal også medføre et øget boligbyggeri i særligt Malmö, Göteborg og Stockholm. Målsætningen er at skabe 100.000 nye boliger.
Finansieringen skal komme fra stat, kommuner, regioner, private investorer samt gennem billetindtægter fra passagerer. Et vigtigt spørgsmål i diskussionerne om finansieringen gælder, hvordan den øgede grundværdi ved højhastighedsbanen kan udnyttes. Netop nu finder der en faktaindsamling sted, som i løbet af 2016 overgår til en forhandlingsfase, som skal være klar i efteråret 2017. Senest i december 2017 skal en slutrapport præsenteres for regeringen.
-
Erhverv01. marts 2024
Dansk-Svensk Handelskammer stiftes for at bedre samarbejdet og integrationen af landenes erhvervsliv
-
Politik15. februar 2024
Den svenske Riksdag stemte for en lov, der tillader regeringen at indføre ID-kontrol
-
Infrastruktur15. februar 2024
Trafikverket foreslår ny svensk-dansk undersøgelse om yderligere en fast forbindelse over Øresund
-
Øresund21. februar 2024
Trafikrekord med 100.000 daglige passagerrejser med bil, tog og færge over Øresund i 2023 – trendbrud for togtrafikken
-
Samfund16. februar 2024
Akut mangel på pladser i Sveriges fængsler – fordobling af celler til varetægtsfængslede samt firedobling af almindelige fængselspladser er nødvendig inden 2033
-
Erhverv03. april 2024
Mobilbetaling mellem Danmark, Norge og Finland bliver muligt inden sommer
-
Interviews16. februar 2024
Sverige vil øge den nordiske integration – men der er behov for beredskab til ID-kontrol, siger Sveriges minister for nordisk samarbejde, Jessika Roswall (M)
-
Øresund16. februar 2024
Europa-Kommissionen: En del af den skattemæssige støtte til Øresundsbrons danske ejerselskab skal tilbagebetales til Danmark