Følg os på

Interviews

Togkontrolløren som er blevet Øresundspendlernes favorit

Publiseret

 

Fredrik Adolfsson, togkontrollør på Øresundstoget mellem Malmø og København, er kendt blandt pendlerne og publicerer hver morgen en liste til dem på de sociale medier med information om, hvor lange togene er. Foto: News Øresund - Jenny Andersson

Han blev togkontrollør ved et tilfælde og fejrer nu 14 år inden for erhvervet. Fredrik Adolfsson er noget af en kendis på Øresundstoget mellem Malmø og København og taler om ”sine” pendlere. Et engagement, som blandt andet mærkes gennem hans daglige lister på sociale medier med information om, hvor lange togene er.

En knap som ikke fungerer og en dør, der driller, er de fejl, som rapporteres til togkontrollør, Fredrik Adolfsson, inden han går på Øresundstoget på Malmø Centralstation klokken 07.23 en mandag morgen i september. Ved Hyllie Station står fire billetkontrollører på toget, og da de får at vide, at Fredrik Adolfsson skal interviewes, giver de gladeligt tips: Vidste du, at han har danset i Eurovision Song Contest, og at han er biavler?

Næste år overtager en ny leverandør Øresundstogstrafikken, hvilket indebærer, at Fredrik Adolfsson, togkontrollør, skifter arbejdsgiver og uniform. Men det er samme tog, pendlere og rejsende, mener han. Foto: News Øresund – Jenny Andersson

Der er sandsynligvis nogle få pendlere på Øresundstoget mellem Malmø og København, som ikke kender til Fredrik Adolfsson. Han møder rejsende med et smil og råber gladligt ud, at vi nærmer os ”Wonderful Copenhagen”, når toget kører ind på hovedbanegården i den danske hovedstad. På pendlernes eget Facebookforum, BroenLive, lægger han dagligt lister op, hvor han skriver, hvor mange togsæt hver afgang over broen har i myldertiden, alt sammen for at pendlerne bedre skal kunne planlægge deres rejser og øge chancen for at få en siddeplads. Han begyndte på det, da id- og grænsekontrollen blev indført for snart fire år siden.

– Det startede som en service og blev en terapi. Jeg stoppede med at skrive listen en tid, da de supplerende tog og trafikken blev bedre igen og tænkte, at nu kan jeg slappe af, men det blev præcis det modsatte. Jeg blev selv meget stresset af ikke at vide, hvordan det var om morgenen. Så jeg begyndte igen og lægger den ud mandag til fredag, selvom jeg ikke arbejder, siger han og fortsætter:

– Jeg vil aldrig tale dårligt om min opdragsgiver eller arbejdsgiver. I begyndelsen ville en del have mig til at sige sådanne ting, men jeg tilføjede en kommentar om det i mine indlæg, og så var det klart. Snakken har skiftet fokus, det er mere, at man vil have en forandring fra politikerne. At de skal reparere togene, at infrastrukturen og wifi skal fungere. Pendling er ganske simpelt egentligt – man ønsker at komme frem til tiden, kunne stole på køreplanen og i mellemtiden ønsker man at kunne slappe af og i visse tilfælde at arbejde.

“Jeg kan føre en dialog på dansk. Jeg har danske aner, men jeg kan ikke snakke om løst og fast i samtaler på dansk. Det, jeg kan, er ganske togfokuseret.” Foto: News Øresund – Jenny Andersson

Fredrik Adolfsson går med raske skridt mellem togvognene og veksler mellem svensk, engelsk og dansk, når han taler med rejsende.

– Jeg kan føre en dialog på dansk. Jeg har danske aner, men jeg kan ikke snakke om løst og fast i samtaler på dansk. Det, jeg kan, er ganske togfokuseret, siger han.

Men det er ikke altid, at rejsende vil snakke. Tidligere på morgenen stødte Fredrik Adolfsson på en rejsende uden billet, som skubbede ham, og han venter nu på et opkald fra sin chef om episoden, som sandsynligvis kommer til at resultere i en anmeldelse til Arbetsmiljöverket, det svenske arbejdstilsyn. Fredrik Adolfsson har utallige historier fra livet som togkontrollør. Blandt dem er manden, som fik hjerteproblemer, pigen, som rendte hjemmefra og faren med en lille datter, som sent på aftenen missede sidste erstatningsbus, fordi de havde stået ved det forkerte busstoppested på Malmø C. Fredrik Adolfsson er tydeligt berørt, da han fortæller, at historien endte godt, fordi trafikledelsen gjorde noget ekstraordinært og bestilte en taxa til dem. Blandt historierne findes også antikvitetsforhandleren fra Österlen i Skåne, som købte et spisebord med tilhørende stole på et loppemarked i København og fragtede dem på toget med en billet klistret fast på hvert møbel.

For Fredrik Adolfsson er det en tryghed at kende pendlerne, at de støtter hinanden og hjælper til, hvis der sker noget. Han beskriver den tid, hvor der både blev gennemført id-kontrol ved Københavns Lufthavn i Kastrup samt grænsekontrol i Hyllie, som forfærdelig. Id-kontrollen er i dag fjernet, og togtrafikken er næsten tilbage til det normale med undtagelse af et forlænget stop på Hyllie Station med grænsekontrol på toget.

– Jeg sætter stor pris på kontrollen ved Hyllie, jeg vil i princippet gerne have den døgnet rundt. Det er ikke bare for min trygheds skyld, men også for kollegaer og rejsende. Toget står stille i cirka 10 minutter, hvilket er lidt drøjt, men det skaber tryghed. De og tolden finder mange stoffer og andet, siger han.

“Jeg var arbejdsløs i tre uger, og det var de værste tre uger i mit liv. Da jeg blev spurgt, om jeg ville være togkontrollør, tænkte jeg, et job er et job.” Foto: News Øresund – Jenny Andersson

Han fik jobbet som togkontrollør ved et tilfælde. Han blev arbejdsløs og ville begynde at arbejde hurtigt igen, da han så, at der var behov flere billetkontrollører til kun at tjekke billetter i togene. Han søgte, men fik at vide, at han var for social til dette job. Senere fik han i stedet tilbudt at blive togkontrollør – en stilling, hvor hans sociale natur ikke vil være i vejen.

– Jeg var arbejdsløs i tre uger, og det var de værste tre uger i mit liv. Da jeg blev spurgt, om jeg ville være togkontrollør, tænkte jeg, et job er et job. Jeg havde tænkt at blive i fire-fem år, siger Fredrik Adolfsson.

Nu har han haft sit job i 14 år, og hans rolle som togkontrollør har ændret sig i løbet af disse år.

– At billetsalget på togene blev fjernet har lettet mit arbejde. Inden lavede vi opsøgende arbejde, og vi fik bonus, når vi solgte. Man fik en ekstrem stress af, at man skulle sælge så meget, man kunne. Dengang kunne der være nogle rejsende, som satte i system, at en af dem tog diskussionen, så vi kun nåede at sælge en billet, så de andre kørte gratis, da alle delte omkostningen for en billet, siger han.

I dag synes han, at det er en udfordring, at rejsende forventer information og erstatningsbusser med det samme, hvis noget går galt. Samtidigt har han forståelse for de rejsende.

– Jeg kan selv tænke, at prisen, som gælder mellem Hyllie og Kastrup, er ret høj i forhold til eksempelvis Stockholm. 2.195 kr. for at rejse 15 minutter, 20 dage om måneden til sit arbejde. Jeg forstår, at mange reagerer og vil have service som modsvarer det, de betaler, siger han.

“Jeg kan selv tænke, at prisen, som gælder mellem Hyllie og Kastrup, er ret høj i forhold til eksempelvis Stockholm. 2.195 kr. for at rejse 15 minutter, 20 dage om måneden til sit arbejde. Jeg forstår, at mange reagerer og vil have service som modsvarer det, de betaler.” Foto: News Øresund – Jenny Andersson

Det, som Øresundsbroen især har givet, er en nærhed til kontinentet, mener Fredrik Adolfsson. Noget, som han tror, bliver forstærket yderligere med den kommende Femern Bælt-forbindelse. Han tror også, at det fremover bliver nødvendigt med yderligere en forbindelse over sundet for at mindske sårbarheden i systemet og for at give rejsende flere valgmuligheder.

Til næste år skifter Fredrik Adolfsson arbejdsgiver, da en ny leverandør kommer til at køre Øresundstogene som følge af det seneste indkøb af Øresundstogtrafik.

– For mig bliver det bare at skifte uniform, det bliver min sjette af slagsen. Men det er samme tog, samme pendlere og rejsende. I den nye aftale ligger en ordre på flere togkontrollører, og jeg føler en tryghed i det. Jeg vil i princippet aldrig komme til at arbejde alene uden altid at have en kollega med mig. Hvis vi har to vogne, vil der være to ansatte, er der tre vogne, vil der være tre ansatte ombord. Det bliver en ret stor rekrutteringsproces, da man behøver næsten 100 ekstra togkontrollører. Det bliver sjovt med mange nye kollegaer, siger han.

Hvad var det så lige med Eurovision Song Contest? Fredrik Adolfsson arbejdede i den sikkerhedsgruppe, som hjælper med at organisere trafikken ved større arrangementer, da nogle danske piger spurgte, om han ville lave nogle dansetrin foran et kamera. Han gjorde det for sjov og vidste ikke, at filmen blev indsendt som et konkurrencebidrag. Han blev derfor overrasket, da han blev ringet op og spurgt, om han ville danse i en mellemakt til Eurovision Song Contest, da det blev afholdt i København i 2014.

–Det var rigtig sjovt, en fantastisk oplevelse. Man tror ikke, at der er så meget bag kulisserne, men det er et enormt maskineri, siger han.

News Øresund – Jenny Andersson

 

Interviewserie i News Øresund – Øresundsbroen 20 år

I år fylder Øresundsbroen 20 år. News Øresund sætter fokus på dette jubilæum, med en serie interviews med personer som lever og er aktive i regionen, eller som har spillet en vigtig rolle i dens udvikling.

De fleste af interviewsne indgår også i bogen ”Checkpoint 2020 – mennesker, grænser og visioner i Øresundsbrons tid” (Makadam förlag), der udgives af Øresundsinstituttet og Centrum för Öresundsstudier ved Lunds universitet i foråret 2020.

Læs mere

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Aktuelle nyheder

Samfund01. december 2023

400 personer talte på en stor konference for menneskerettigheder i Helsingborg

Temaet for dette års udgave af MR-dagarna, det svenske forum for menneskerettigheder, var retten til uddannelse og arbejde. Konferencen, der...

Bæredygtighed01. december 2023

Næsten 10.000 bæredygtighedscertificeringer er udsted til svenske ejendomme – kravene til branchen skærpes snart endnu mere

Siden de første svenske bygninger blev bæredygtighedscertificeret i 2007, er næsten 10.000 flere certifieringer fulgt i deres fodspor. Omkring et...

Okategoriserade01. december 2023

Øresundsdebatten uge 48: Slående lighed mellem dansk og svensk tv-serie, nordisk kultursamarbejde og København uden parallelsamfund

Ingen parallelsamfund i København, ingen åben narkohandel i Sollentuna, samarbejde mellem nordiske kulturmøder og en “unik” svensk tv-serie, der har...

Samfund01. december 2023

Dansk-svensk vidensrejse med fokus på energi

Samarbejdsprojekter på tværs af Øresund inden for bæredygtighed, Københavns år som verdensarkitekturhovedstad og de danske investeringer i havvind. Det var...

Samfund01. december 2023

Topresultat for svenske elever i ny undersøgelse – men øget socioøkonomisk ulighed

Svenske ottendeklasse-elever opnår det næstbedste resultat i den internationale vidensvurdering ICCS, der måler, hvad 15-årige elever ved og har for...

Bæredygtighed01. december 2023

Nordens miljø- og klimaministre underskriver fælles klimaerklæring forud for COP28

Initiativet til en fælles nordisk klimaerklæring til FN’s klimatopmøde COP28 i Dubai, der begynder torsdag, kommer fra Island, der har...

Samfund01. december 2023

Både Sverige og Danmark er i recession – deres økonomier er skrumpet ind to kvartaler i træk

Den svenske og danske økonomi er skrumpet ind to kvartaler i træk, viser de seneste officielle tal fra statistikmyndigheden i...

Trending

Copyright © 2017 Zox News Theme. Theme by MVP Themes, powered by WordPress.