Erhverv
Værdien af Sveriges statsejede selskaber er steget med 60 milliarder
Den sammenlagte værdi af den svenske stats selskabsportefølje steg i løbet af 2017 fra 510 milliarder til 570 milliarder svenske kroner svarende til en stigning på cirka 12 procent. Over halvdelen af værdien stammer fra i industri- og ejendomsselskaber, viser en regeringsrapport.
Vattenfall, PostNord, Telia Company og Systembolaget. Det er Sveriges fire mest indtjenende, statsejede selskaber, der samlet set stod for over 60 procent af den svenske stats nettoomsætning i 2017. Nettoomsætningen for 2017 lå på 355 milliarder svenske kroner inklusive interessentskaber.
Og den stærke præstation glæder den svenske erhvervsminister, der ser frem til at bruge de indtjente penge på nye investeringer:
– Det har været fire års hårdt arbejde af samtlige involverede i at styrke udviklingen af statsejede virksomheder, og nu har det endelig båret frugt. Den samlede værdi af statens virksomhedsportefølje steg i 2017 med 60 milliarder kroner, eller 12 procent, hvilket slår aktiemarkedet med længder. Det stærke resultat i løbet af året giver både plads til et reelt udbytte til statskassen og nye investeringer, lige fra bredbånd til nye tog, siger Erhvervs- og Innovationsminister Mikael Damberg (S) i en pressemeddelelse.
Ud af de 60 milliarder, som værdien er steget, stammer over halvdelen udelukkende fra industri- og energisektoren. Energiselskabet Vattenfall, som udelukkende ejes af den svenske stat, har for eksempel haft et driftsresultat på 18,6 milliarder svenske kroner i 2017, hvilket samtidig gør selskabet til Sveriges mest indtjenende.
Dog hænger Vattenfalls indtægter til dels også sammen med flere års afgiftsforhøjninger for distributionen af energi gennem elnettet, som News Øresund tidligere har berettet om.
Det dansk-svenske selskab PostNord har ifølge regeringsrapporten stået for lidt over 10 procent af Sveriges samlede nettoomsætning 2017 med et driftsresultat på minus 124 millioner svenske kroner. Sverige ejer 60 procent af PostNord, mens Danmark ejer de resterende 40 procent.
Den danske del af postselskabet er de seneste par år blevet tilført milliarder af kroner i ekstra tilskud, da omsætningen og resultaterne herfra har været stødt faldende i mange år grundet faldende postmængder. Den svenske del af virksomheden var sidste år stadig rentabel – dog fordoblede den danske del sit underskud i samme periode. Senest har EU godkendt en ny saltvandsindsprøjtning i det kriseramte selskab i form af 1,2 milliarder kroner frem mod 2019, skriver DR Nyheder.
(News Øresund)
-
Danmark19. maj 2017
Greater Copenhagen ønsker at regeringerne undersøger en ny HH-forbindelse allerede i år
-
Erhverv08. oktober 2020
Ny liste over Danmarks 1.000 største virksomheder – Mærsk solid etter
-
Danmark06. september 2019
Dansk rejsekortautomater findes nu også på Triangeln og Hyllie station
-
Erhverv09. september 2022
Aldrig før er Danmarks største virksomheder vokset så hurtigt
-
Interviews14. januar 2021
PolyPeptide ønsker fortsat at vækste i Malmø – søger kemikere med flair for automation
-
Øresund01. juli 2020
Sådan fejredes Øresundsbroens 20-årsjubilæum: Lukas Graham-koncert på pylontop, digitale isgavekort til togrejsende og ny interesseorganisation for en Øresundsmetro
-
Danmark16. september 2019
Transportminister vil udrede togtrafik Helsingør og Kastrup, når Øresundstoget stopper trafikering af Kystbanen
-
Ugebrev14. juni 2021
Læs News Øresunds ugebrev 23