Politik
Vestas bestyrelsesformand opfordrer danske og svenske politikere til at enes om Greater Copenhagen
Væksten i Øresundsregionen trues, hvis politikerne ikke kan blive enige om et fortsat dansk-svensk samarbejde. Det er ikke et holdbart alternativ at lade Greater Copenhagen blive et rent dansk projekt, mens Skåne begynder at markedsføre sig som Southern Sweden. Det mener Vestas bestyrelsesformand, Bert Nordberg, der opfordrer politikere på begge sider af Sundet til hurtigt at blive enige om et fornyet samarbejde under navnet Greater Copenhagen.
“Jeg tror, der er brug for at fokusere mere på de positive aspekter af samarbejdet. Sjælland og Skåne har brug for hinanden”, siger Bert Nordberg til News Øresund.
“Hvad er det, der bliver bedre uden et samarbejde henover Øresund? Symbolspørgsmålet om at Skåne skal have formandskabet halvdelen af tiden i stedet for en tredjedel, handler om et par møder om året. Det er ikke dét, der skal være et problem. Jeg sidder i så mange bestyrelser og ved, hvordan det fungerer. Det må ikke slå revner på grund af det”.
Bert Nordberg advarer mod at lade patriotisme bidrage til, at der opstår splittelse mellem Sjælland og Skåne. I stedet mener han, at det er vigtigt at fokusere på den indbyrdes afhængighed, der allerede findes i den dansk-svenske region.
“Rent økonomisk er Skåne ilde stedt med høj arbejdsløshed. Derfor er Sjællands arbejdsmarked vigtig for Skåne og sidste år pendlede hver dag omkring 16.000 personer over Øresund. Men uden skåningene risikerer København at få mangel på arbejdskraft inden for områder som sundhed og serviceerhverv. Og Københavns Lufthavn har brug for svenske passagerer”, siger Bert Nordberg, der selv bor i Malmø og har en baggrund som tidligere administrerende direktør og bestyrelsesformand for mobiltelefoniselskabet Sony Ericsson, der i dag hedder Sony Mobile.
Greater Copenhagen er et projekt, der handler om at øge væksten i regionen. Derfor mener Bert Nordberg, at det er vigtigt, at danske og svenske politikere lytter til erhvervslivet og lærer af virksomhedernes evne til at finde konstruktive og rentable løsninger, selv i vanskelige forhandlinger. At samarbejdet på tværs af Øresund er vigtigt for erhvervslivet, illustreres med al tydelighed af Vestas udvikling. Efteråret 2014 flyttedes dele af hovedkontoret i Århus til et nyt koncernkontor i København. På den anden side af Øresundsbron har Vestas Northern Europe haft kontor i Malmøområdet Svågertorp siden 2008.
“Vi har etableret os i København og Malmø for at lette rekrutteringen af arbejdskraft og for at have adgang til en stor international lufthavn. Men København Lufthavn overlever ikke som stor international lufthavn uden svenske passagerer, der kommer via Øresundsbron. Og Vestas sælger flere vindmøller i Sverige end i Danmark, hvilket betyder, at forholdet til Sverige er vigtigt”, siger Bert Nordberg.
Han er engageret i spørgsmålet om Greater Copenhagen og remser en række argumenter op for at vise, hvor vigtigt det er, at København, resten af Sjælland og Skåne fortsætter med at samarbejde. I Lund vokser forskningsanlægget ESS frem som et fælles europæisk projekt med datacenter i København. Skal ESS tiltrække de bedste talenter, er det vigtigt at være i stand til at tilbyde København som bopæl og så må det fælles arbejde mod grænsebarrierer fortsætte. Dansk erhvervsliv er også vigtigt, når skånske virksomheder skal rekruttere internationale talenter. I Skåne er der kun få virkelig store virksomheder. Peab, Alfa Laval og Trelleborg findes stadig, mens giganten Tetra Pak for længst har flyttet hovedkontoret til Schweiz og selvom Ikea i øjeblikket bygger et globalt mødested i Malmø, så er hovedkontoret placeret i Holland. På den anden side af Øresund er der en række store virksomheder, der stadig er domineret af danske ejere – for eksempel Danske Bank, verdens største containerrederi, Mærsk, verdens største insulinproducent Novo Nordisk, samt en klynge af tre producenter af avancerede høreapparater, der tilsammen har halvdelen af verdensmarkedet. At Skåne er nabo til en internationalt kendt hovedstad København er et aktiv, der skal udnyttes bedre, også set i et nordeuropæisk perspektiv mener Bert Nordberg.
“Den nordiske samhørighed er helt afgørende for at være i stand til at påvirke udviklingen i Europa. Skulle vi så ikke kunne klare dette lille projekt i Øresundsregionen?” (News Øresund)
Læs mere:
Fastlåst situation mellem Danmark og Sverige
Skæbnedag for dansk-svensk samarbejde
Skåne siger nej til dansk majoritet i Greater Copenhagen and Skåne Committees formandskab
-
Danmark19. maj 2017
Greater Copenhagen ønsker at regeringerne undersøger en ny HH-forbindelse allerede i år
-
Erhverv08. oktober 2020
Ny liste over Danmarks 1.000 største virksomheder – Mærsk solid etter
-
Danmark06. september 2019
Dansk rejsekortautomater findes nu også på Triangeln og Hyllie station
-
Erhverv09. september 2022
Aldrig før er Danmarks største virksomheder vokset så hurtigt
-
Interviews14. januar 2021
PolyPeptide ønsker fortsat at vækste i Malmø – søger kemikere med flair for automation
-
Øresund01. juli 2020
Sådan fejredes Øresundsbroens 20-årsjubilæum: Lukas Graham-koncert på pylontop, digitale isgavekort til togrejsende og ny interesseorganisation for en Øresundsmetro
-
Danmark16. september 2019
Transportminister vil udrede togtrafik Helsingør og Kastrup, når Øresundstoget stopper trafikering af Kystbanen
-
Ugebrev14. juni 2021
Læs News Øresunds ugebrev 23