19 januari 2019 News Øresund - oberoende dansk-svensk nyhetsbyrå

1A xx

Published on december 18th, 2018 | by Nicklas Andersen

0

Vidner står frem med navn om Katarina Frostensons læk af Nobelpristagere

2018-12-18:

Katarina Frostenson. Foto: Seppo Samuli/norden.org via Wikipedia – (CC BY 2.5 DK)

Flere vidner bryder anonymitet i ny undersøgelse af Svenska Akademien-skandalen, hvor akademi-medlemmet Katarina Frostenson anklages for at have videregivet tavshedspligtige oplysninger såsom navne på kommende Nobelpristagere. Oplysningerne videregav hun til sin mand, Jean Claude Arnault, der selv har været omdrejningspunkt for de skandaler, som nu hænger tungt på Svenska Akademiens renommé.

Gifteparret Katarina Frostenson og Jean Claude Arnault, hovedrolleindehaverne af den skandale, som det sidste års tid har hjemsøgt Sveriges højtagtede kulturinstitution Svenska Akademien, er nu åbent blevet anklaget for at have lækket navne på Nobelpristagere før overrækkelserne.

Det skriver Dagens Nyheter, Svenska Dagbladet og TT.

Vidnesbyrdene fremgår af en ny undersøgelse om Akademi-medlemmers ”brud på tavshedspligt”, der har været undervejs siden starten af november.

Af den nye undersøgelse fremgår det, at Katarina Frostenson har lækket navne på Nobelpristagere og navne på nye Akademi-medlemmer til Jean Claude Arnault. Dette fremgår også af tidligere undersøgelser, men nu står vidnerne frem med navn, hvilket styrker legitimiteten af anklagerne.

Det ene vidne er Klas Östergren, forhenværende medlem af Svenska Akademien, der vælger at stå frem med navn, ”eftersom anonyme vidnesbyrd konstant affærdiges, af andre berørte, som upålidelige”, siger han ifølge Dagens Nyheter.

Dramaturgen Anna Kölén bryder også anonymiteten med sin anklage, der blandt andet har vedlagt sin dagbog fra 2005, hvori det fremgår, at hun i forvejen kendte navnene på Nobelpristagerne i litteratur – angiveligt lækket til hende af Jean Claude Arnault. Hun har også vidnet i tidligere undersøgelser, men da som anonym kilde, hvilket underminerede troen på hendes anklage:

– Jeg vidnede om læk i den første undersøgelse, som Sara Danius (forhenværende formand for Svenska Akademien, red.) stod for, men anonymt. Anonymiteten anvendtes af visse medlemmer som undskyldning for, at affærdige oplysningerne i undersøgelsen og dermed slippe for at vedtage ændringer. Jeg står frem med navn for at oplysninger om læk ikke skal kunne affærdiges, siger Anna Kölén ifølge Dagens Nyheter.

Derudover figurerer Sara Danius og Peter Englund også på vidnelisten, der begge er højtstående medlemmer i Svenska Akademien, men som begge har taget afstand fra akademiet siden skandalen blussede op.

Samtlige medlemmer i akademiet, der er med i undersøgelsen enten ved navn nævnelse eller som anonym, nægter at have videregivet fortrolige oplysninger. Kun Katarina Frostenson har frabedt sig at blive interviewet.

Hendes mand Jean Claude Arnault er desuden dømt for voldtægt, hvilket både Tingsrätten og Hovrätten har stadfæstet. Dommen lyder på to og et halvt års fængsel. Det var voldtægtsanklagerne mod Jean Claude Arnault, der startede hele undersøgelsen mod ham, men sideløbende kom oplysninger frem om lækkerne.

To skandalesager i Svenska Akademien har altså været under opsejling samtidigt, og begge sager har haft Jean Claude Arnault som hovedperson – og i forlængelse af ham også Katarina Frostenson.

I begyndelsen af skandalerne gik Jean Claude Arnault imidlertid under dæknavnet ’Kulturprofilen’.

(News Øresund)


About the Author



Comments are closed.

Back to Top ↑